Svendborgs borgere valgte børnene Invitation til rejsegilde på Lundby Skole
jan 16


Svendborg Kommunes digitale kommuneplanforslag kan ses på: www.svendborg.dk/kommuneplan


Svendborg Kommune tager nu næste skridt ind i den digitale tidsalder. Det sker med det netop fremlagte digitale kommuneplanforslag, som er i offentlig høring frem til den 10.marts 2010.


Forslag til Kommuneplan 2009-21 er en helhedsorienteret plan og indeholder emner dækkende fra byudvikling over mål for daginstitutioner til retningslinjer for anlæg til muslingeopdræt. Temaerne dækker således både over “hårde” og “bløde” temaer.


Svendborg Byråd vedtog den 21. december 2009 forslag til Kommuneplan for Svendborg Kommune. Forslag til Kommuneplan 2009-21 er udarbejdet som en 100 % digital kommuneplan, hvilket vil sige som en hjemmeside. Kommuneplanforslaget er tilgængeligt på www.svendborg.dk/kommuneplan


Derudover kan kommuneplanforslaget ses i en papirudgave på Svendborg Bibliotek og i Borgerservice, Ramsherred 5, 5700 Svendborg.
Spørgsmål til forslag til Kommuneplan 2009-2021 bedes rettet til Svendborg Kommune - Kultur, Plan og Erhverv på telefon 62 23 30 63 eller e-mail adressen
kulturogplan@svendborg.dk



Offentlig høring

Forslag til Kommuneplan 2009-2021 fremlægges i offentlig høring i 8 uger - fra den 13. januar 2010 til den 10. marts 2010.
Eventuelle indsigelser eller kommentarer til kommuneplanforslaget kan gives på den digitale plan. Alternativt sendes de til e-mail adressen
kulturogplan@svendborg.dk eller til Svendborg Kommune – Kultur, Plan og Erhverv, Ramsherred 5, 5700 Svendborg senest den 10. marts 2010.


Borgermøder

I forbindelse med den offentlige høring og debat om kommuneplanen vil der blive afholdt seks borgermøder i januar og februar 2010.

Hvornår Lokalområde Mødested
Tirsdag den 19. januar 2010
kl. 19 - 21
Ollerup - Vester Skerninge Vester Skerninge Skole
Torsdag den 21. januar 2010
kl. 19 - 21
Stenstrup - Kirkeby Stenstrupskolen
Mandag den 25. januar 2010
kl. 19 - 21
Gudme - Hesselager Gudme Skole
Onsdag den 27. januar 2010
kl. 19 - 21
Skårup - Oure Skårup Skole
Tirsdag den 2. februar 2010
kl. 19 - 21
Svendborg, Thurø, Vindeby og Troense Byskolen, Svendborg
Torsdag den 4. februar 2010
kl. 19- 21
Tåsinge Lundby Skole



Kommuneplanforslagets indhold

Forslag til Kommuneplan 2009-21 indeholder de overordnede planbestemmelser for udviklingen af Svendborg Kommune, bortset fra målsætning for vandmiljøet og Natura 2000-områder, der fastlægges i de statslige vandplaner og Natura 2000 planer. Kommuneplan 2009-2021 indeholder således bl.a. opdeling af kommunen i lokalområder (bymønster og byroller), udpegning af områder til fremtidig byudvikling, retningslinjer for landdistrikter og landsbyer, detailhandelsstruktur, reservationer til fremtidige trafikanlæg, udpegning af skovrejsningsområder, lavbundsarealer, naturbeskyttelsesområder, økologiske forbindelser, kulturhistoriske bevaringsværdier, bevaringsværdige landskaber, geologiske bevaringsværdier, anvendelse af vandløb, søer og kystvande, arealanvendelse i kystnærhedszonen, og planlægning for vindmøller.

Forslag til Kommuneplan 2009-21 er Svendborg Kommunes første samlede plangrundlag. Den afløser tre kommuneplaner og retningslinjerne i Fyns Amts regionplaner, som vil være gældende indtil den endelige vedtagelse af Kommuneplan 2009-21.


Forslag til Kommuneplan 2009-21 består af:
· Den digitale kommuneplan med hovedstruktur, redegørelse, retningslinjer og rammer for lokalplanlægningen (kommuneplanrammer).
· Miljøvurdering af forslag til Kommuneplan 2009-2021
· Diverse bilag, der bl.a. beskriver ændringer ift. tidligere kommuneplaner m.v.


Retsvirkninger

Byrådet skal ifølge Planlovens § 12 stk. 2 og 3 arbejde for kommuneplanens gennemførelse, herunder ved udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivningen. Dette indebærer bl.a. at Byrådet inden for byzoner kan modsætte sig udstykning og bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, som er i strid med kommuneplanen. I lokalplanlægningen og ved behandling af enkeltsager skal Byrådet således virke for, at retningslinjerne i kommuneplanens hovedstruktur efterleves. Udover at kommuneplanen fastsætter rammerne for lokalplanlægningen, fungerer kommuneplanen som administrationsgrundlag for en række områder indenfor naturbeskyttelse, veje mv.

Skriv en kommentar