Mindst 100 borgere mødt op til dialogmøde i Kirkeby Voksne som gode eksempler og rollemodeller.
nov 21

Denne side er helt fri til åben debat.
Her kan du komme med dine synspunkter og indspark i aktuelle debatter og temaer, som præger udviklingen af Svendborg Kommune. Du kan også stille et åbent spørgsmål til det samlede byråd, eller gå i åben dialog med dine medborgere.

Klik på overskriften Frit Forum og deltag i den åbne debat

Det kan være DIN mening som gør forskellen!

79 Responses to “Frit Forum”

  1. Jens Lindskov Petersen Says:

    Læserbrev og brev til Byrådet

    SG hallen Johs Jørgensens vej

    En gang sidste år, hvor der på et byrådsmøde var stor debat om at bygge en ny tandlæge- klink til børn på den modsatte side af vejen (der var massiv beboermodstand mod byggeriet, og det blev vist også for dyrt) havde jeg et læserbrev i avisen og på mitsvendborg.dk
    der så sådan ud:

    Jeg kunne godt tænke mig en debat om hvad man tror der skal være der hvor SG hallen ligger!!! Hvis, som jeg ikke håber, det bliver til noget med et DIG hus på havnen. (Forstå dem der kan hvad de skal der.) Jeg hørte nogen hviske højt på et byrådsmøde, at grunden er guld værd så det bliver nok ikke til et kornlager til FAF. Fonden bag SG hallen må have et godt bud i baghånden for byrådet har ikke tænkt sig at overtage hallen så man må formodes, at den skal jævnes med jorden, og måske bygges et højhus eller lignende. Fonden siger så vidt jeg husker, at de kan stille med 10 millioner hvis de får lov til at bygge på havnen, og Kommunen med meget mere ??? og noget fornuftig svar fik jeg ikke på min forspørgsel.

    Men i dag Den 14/8-08 kan jeg så læse i Fyns Amts Avis, at som jeg nok havde i tankerne, at SG Fonden ikke ejer ret meget af den jord den ligger på.
    Jeg har prøvet at se under Ejendomsvurdering hvad de ejer og hvad det er værdisat til, men fandt det ikke. Men det skal ikke undrer mig, at hvis man kan finde den byrådsprotokol fra den dag det blev besluttet at opføre SG hallen, at de fik tilbudt grunden vederlagsfrit af kommunen hvis de opførte en gymnastiksal gratis for byens borgere. Jeg har ikke spurgt endnu på rådhuset om det er sandt, men forventer også at få et meget ubrugeligt svar. Men jeg kan prøve på biblioteket ??

    Så mit Spørgsmål er:
    Har Fonden bag SG Hallen de penge som de siger til at indskyde i den nye Multihal, eller er det bare luftkasteller.???

    Hilsen Jens Lindskov Petersen
    Kogtvedvej 16

  2. morten S. Petersen Says:

    Kære Jens!

    Det virker som om du burde spørge SG selv….
    Og jeg synes det er lidt ærgerligt, at du forventer kommunens svar er ubrugeligt.

    M.v.h.
    Morten

  3. Bruno Hansen Says:

    Hej Jens
    Om SG hallen har de midler der skal til for at flytte til Ryttervej, er deres sag - det skal ikke blive kommuens.
    For mig er din indledning mere interessant. Hvad skal der efterfølgende være på SG-grunden
    Her er SF helt klar i mælet, der skal være boliger. Vi ønsker at Joh.Jørgensvej flotte linie som bygade nu får mulighed for at blive færdiggjort med byggeri der matcher bryghuset, boligblokke længere ude og endelig plejehjemmet.
    Med er flot boligbyggeri her, vil flere borgere få mulighed for at bo i byen.
    Samtidig skal der etablerer en ny rundkørsel i det store Vestergade kryds, og så har vi få en meget flot indkørsel til Svendborg.

  4. Medhat Khattab Says:

    Svendborg Globe

    Som Svendborgpolitiker er jeg meget tilfreds med det officielle udspil fra investorgruppen, der støtter og står bag det såkaldte multiarenaprojekt, hvor intentionen er at være aktivt medvirkende til en positiv udvikling i Svendborg til gavn for alle. Det er godt, at investorerne ansætter en direktør for at styrke og igangsætte projektet. Samtidig er de åbne for, at flere investorer kan være med.

    Personligt er jeg fuldstændig enig i, at det er på høje tid, at Svendborg skal udvikle sig og være med som en kommune med en særskilt profil og et image, der lever op til fremtidens udfordringer. Når kommunen har gode kulturelle tilbud er det samtidigt nemmere at tiltrække nye borgere og nye virksomheder og alle bliver hermed vindere.

    Der er ingen tvivl om, at Svendborg kommunes økonomi ikke har det så godt for tiden og som en trøst, så er vi ikke den eneste kommune i landet, der kæmper med at få budgettet til at hænge sammen, da vi ønsker den bedst mulige service til borgerne. I budgetforhandlingerne prioriterer jeg nul skattestigning og at vi undgår besparelser på børn- og ældreområdet, så vidt muligt. Derfor er min bøn til investorerne, at de ikke må miste tålmodigheden.

    Jeg håber, at vi med projektet får lige så meget kultur, kunst og viden, som vi får idræt og sport - og helst mere. Så vil der være endnu en anledning til at få flere turister til at strømme til Svendborg. Der er efterhånden rigeligt med såkaldte multiarenaer rundt omkring i Danmark, som er kopier af hinanden. Derfor skal vores projekt i Svendborg være anderledes og særskilt fra de andres. Jeg kunne forestille mig en lille kopi af Sidneys operahus (Utzons arkitektur) eller lignende i Svendborg. Den dag vil turister strømme til byen for at se og opleve mesterværker og det vil gavne både vores økonomi i kommunen og borgervelfærden generelt.

    Med hensyn til projektets navn, så er der ingen grænser for at bruge fantasien. Hvad med f.eks. “Svendborg Globe, Diamanten” eller lignende.
    Lad os stå sammen, så vi kan realisere drømmen til virkelighed.Noget som vi i Svendborg kan være stolte af nu og i fremtiden.

    Med venlig hilsen
    Medhat Khattab (Y)

  5. Arne Ebsen Says:

    Så du røgen?

    Fredagens leder i FAA forsøger at give halprojektet på Ryttervej kunstigt åndedræt. Der er fælles fodslag imellem investorgruppe og den lokale avis for at lægge maksimalt pres på politikerne. Der appelleres til såvel fornuft, politisk realitet, økonomiske hensyn som kulturpolitisk indsigt. Jo, der er stærke kræfter på spil.
    Liste T er enige i, at der mangler bedre faciliteter for en lang række idrætsudøvere. Der mangler også plads til nye aktiviteter. Det betyder ikke, at der skal bruges kommunale støttekroner til siddepladser. De forbedringer, der skal til for de aktive brugere er naturligvis en kommunal opgave, der skal prioriteres i forhold til andre opgaver i det kommunale system. Der skal vælges mellem skoleudbygninger, etablering af permanente daginstitutioner og idrætspladser. Der skal vælges mellem driftstilskud til hal, varm mad til ældre, opfyldelse af minimumstimetal til skolebørnene, forsvarlig normering i pasningsordninger og pris- og takststigninger.
    Det er derfor ikke nogen let opgave i år, hvor pengene klinger hult i kassen, hvor de økonomiske vilkår for landets kommuner er underlagt en nul-vækst politik fra VK-regeringen og merforbruget fra indeværende års budget tynger. Vi har flere gange givet udtryk for, at investorerne bag hallen gerne må bygge og drive den, de skal blot ikke forvente, at kommunekassen garanterer for driften. I Næstved er arenaen sat på standby, i Kolding er Arena-syd ved at segne under gældsbyrden, hvorfor skulle politikere i Svendborg løbe en tilsvarende risiko?
    Det skulle vi så gøre samtidig med at et flertal er ved at ødelægge mulighederne for det lokale foreningsliv, der i årevis har sat en ære i at bygge og vedligeholde deres egne klubhuse. Det hænger ganske enkelt ikke sammen.
    Vi advarede i ret præcise vendinger mod resultatet af sidste års budgetlægning, der mindskede råderummet fremefter væsentligt. Venstre tog en chance og må erkende, at de dermed gav ringere vilkår for deres eget projekt. Det fik ved sidste valg borgmesteren til at ligne en mand, der kunne gå på vandet, nu bliver halprojektet den møllesten, der kommer til at pine ham og hans støtter ved det kommende valg.

    Med venlig hilsen
    for liste T
    Erling Johansen, medlem af folkeoplysningsudvalget og Arne Ebsen medlem af kommunalbestyrelsen

  6. HDA - Svendborg Says:

    Svendborg kommune bruger - uden at eje jorden - mange skattekroner på at udvikle det store Tankefuld projekt. Hvordan sikrer Svendborg kommune - som ingen Tankefuld jord ejer - at alle borgere - og ikke kun nogle få grundejere og grundopkøberne - får en ligelig andel i denne kommunalt skabte formentlig firecifrede million tilvækst til grundene?
    Ved vejanlæg (f.eks. Johannes Jørgensens vej forlængelse) regner Svendborg kommune (helt naturligt) med at arealerhverve til den gennemsnitlige landbrugsjordspris i området. Noget lignende må Svendborg kommune kunne gennemføre for Tankefuld projektet.

    I de seneste udviklingsområder (f.eks. Bios-byggeriet og Rantzausminde) har Svendborg kommune tilpasset sin nye lokalplan (f,eks. hvad angår bebyggelses procent og områdeafgrænsning) til gavn for bygherrer (såkaldte developere) i stedet for til gavn for kommunens nuværende og kommende indbyggere og det i en sådan grad, at seneste lokalplanafgrænsning i Rantzausminde en har “trappe”afgrænsning for at passe til et bygherreprojekt i stedet for en ret linie!.

    Svendborg kommunes svar imødeses på “mitsvendborg”.

    Venlig hilsen
    HDA - Svendborg
    (Skribentens navn er kendt af webmaster)

  7. Arne Ebsen Says:

    En af de faktorer, som det valgte arkitektprojekt er meget opmærksom på: tilgængelighed til herlighedsværdierne i naturen, forsøger vi jo at realisere ved at satse på skovrejsning i samarbejde med lodsejerne.
    Et bærende element i planlægningen er også åsen, der skal genskabe og fastholde områdets særlige karakter. Der skal være mulighed for at udnytte de rekreative værdier i området. Det gælder ø-havssti, gode cykel- og løbestier i området og forhåbentligt også en mulighed for hesteinteresserede i forbindelse med rideprojektet. Mange flere forhold kunne nævnes, men spørg gerne mere ind, hvis ikke det er tilstrækkelige bud.
    Venlig hilsen
    Arne Ebsen

  8. U. Kjærø Says:

    Tankefuld-området er en død sild. Det har jeg tidligere påstået i læserbev i Fyns Amts Avis og nu viser de senste dages kreditkrise - at Tankfuld mere er utopi end virkelighed.
    Ikke mange svendborgensere tænker over - at før man kan opføre det første hus i Tankefuld-området - så skal der Johannes Jørgensesvej først forlænges ud til området. Dette er kommunen selv anslået til at koste omrking kr. 100 millioner kroner ! Og dette før den første lokale vej i området er opført - og senere skal betales.
    I en tid , hvor Svendborg Kommune skal spare 45 mill. på borgerne - så skal vi under ingen omstændigheder have udviklet et Tankfuld-område.

  9. Bruno Hansen Says:

    bruno hansen
    byrådsmedlem sf-svendborg

    Detailplansanalyse for Svendborg kommuner er sendt på gaden - den indeholder stof til eftertanke
    Analysen skønner, at der fortsat vil være flere indbyggere fra Sydfyn og fra Svendborg der i de kommende år vil lægge deres handel i Odense, på grund af Odenses bredere og mere specialiserede detailhandel, et stærkt udbygget Rosengårdscenter og et mammut IKEA der står klar i 2009. Hertil kommer en motorvej også i 2009, som vil forstærke denne tildens.

    Jeg spørger mig selv om detailhandelen i Svendborg har sovet Tornerosesøvn. I alt fald viser analysen at man ikke har rustet sig til den kommende konkurrence. Min påstand er at der er for mange der har tænkt på sig selv, og ikke har ”handlet” som en samlet enhed, for at få ændret denne udvikling. Eksemplerne er mange, Shopping-Svendborg og Svendborg Handelsstandsforening som ikke kan finde sammen, åbningstider der ikke kan skabes enige om (julemåneden, kulturnat m.v.), arrangementer man ikke kan skaffe fælles opbakning om, mangel på fælles markedsføring m.m.m.

    SF har et brænde ønske om at Svendborg skal fasthold og videreudvikle sig, med det stærke handelscentrum vi er, fordi at vores handelsliv er med til at skabe den spændende og levende by vi har og dermed er et stærkt kort i kampen om at trække nye borgere til kommunen.

    For at skabe fælles fodslag, til en sådan udvikling, vil SF foreslå at kommunens Kultur- og Planudvalg sætter sig til bords med de to handelsstandsforeninger, for at få sat retning på en udvikling, der tager udfordringen fra Odense alvorligt.

    Til åben debat - Hvad er en spændende og levende bymidte?

  10. Medhat Khattab Says:

    Vindmøller skal igen op at vende i Svendborg Byråd.

    Der har tidligere været kraftig debat om placering af 2 kæmpe store vindmøller på Tåsinge(Svendborg), som det er planlagt at opføre. Imidlertid har naboerne til de kommende vindmøller følt sig overhørt på trods af deres protester. Deres sag er ikke tilstrækkeligt belyst og der mangler nogle vigtige fakta - blandt andet en afgørelse fra Naturklagenævnet.
    Derfor har undertegnede bedt om, at sagen endnu engang genoptages samt genvurderes i Svendborgs byråd og er på dagsordenen til mødet den 25.november 2008.

    Med en sådan drøftelse håber jeg, at vi får endnu en chance for at genvurdere sagen. Det er endnu vigtigere for mig, at borgerne i Svendborg føler at vi er der for dem og at vi gennem gensidig dialog bliver bedre til at træffe beslutninger og/eller ændre på samme, hvis der er gode argumenter tilstede.

    Mit forslag går ud på at undersøge muligheder for at placere de pågældende 2 kæmpe store vindmøller ude i havet, som efter min mening er den rigtige placering. Det vil være den mest oplagte løsning, hvor man undgår de adskillige gener for naboerne til de kæmpe vindmøller på landjorden. Vi kan dermed ligeledes undgå de erstatningssager, der kommer i fremtiden med de økonomiske og administrative konsekvenser, som det har.

    Alternativt må vi imødekomme de involveredes ønsker om at udsætte byggetilladelserne til vindmøllerne på landjorden, indtil den endelige afgørelse fra Naturklagenævnet er færdig.

    Med venlig hilsen
    Medhat Khattab (Y)
    Svendborg byråd

  11. Gitte Nielsen Says:

    Til Medhat Khattab

    Tak fordi du tog sagen om vores vindmøller op i byrådet igen.

    Du gjorde et godt arbejde og talte for at man skulle lytte til borgerne, da i jo er folkevalgte, det var bare en skam at ingen lyttede.

    MVH
    Gitte Nielsen

  12. Knud Erik Jensen Says:

    Læserindlæg.

    Af:
    Knud Erik Jensen
    Gl. Nybyvej 66, Tåsinge

    Praktisk taget hver gang der i avisen skrives om børn og unge i Svendborg Kommune-regi, handler det et eller andet sted om besparelser eller panik over, at området i en periode har kostet mere end budgetteret. At byrådsflertallet har så svært ved at ”finde” de penge, der skal til for at understøtte vores børn og unge fuldt ud, finder jeg særdeles betænkeligt.

    Det er jo ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi har pengene eller ej. Pengene har vi (læs: Kommunen). Det er alene et spørgsmål om prioritering. Og det forekommer ret åbenlyst, at byrådsflertallet hellere vil bruge vores penge til andre, mere glamourøse ting end til omsorg og den sidste nødvendige indsats for at få alle børn og unge godt i vej til voksentilværelsen. Eksempelvis er enhver tale om og satsning på ”det gode liv” og cittaslow nærmest hyklerisk, så længe vi ikke er parate til at ofre, hvad der kræves for at give alle vores børn og unge et godt liv. Ethvert barn og enhver ung, der skal lade sig nøje med mindre end 100 pct. støtte og opbakning, efterlader en grim plet på vores kommunes ry og omdømme.

    For børn og unge handler det om selve livet.

    Cittaslow og andre ting som kåringen til Årets Idrætskommune, Svendborghallerne, GOG-sponsorat m.m., som et flertal af politikerne gerne vil bryste sig med og bruge penge på, er til sammenligning blot et surrogat på livet.

    Måske ville det være en god øvelse for Svendborg Kommune og byrådsflertallet at træde to skridt baglæns og tage et grundigt kig på sig selv. Og spørge sig selv: Hvad er helt basalt formålet og meningen med kommunen? Er det ikke først og fremmest at tage vare på borgernes ve og vel? Ikke mindst børn og unge. Og her er mindre end 100 pct. ikke godt nok, også selv om det kommer til at betyde, at vi må undvære andre ting.

  13. *Finn Olsen Says:

    Knud Erik Jensen har en skarp replik til Svendborg Kommunes brug af penge - manglende prioteringer - og det er rgtigt politikere skal evaluere deres
    beslutninger
    Jeg menei Svendborgr også, at Knud Erik Jensens har nogle interesante pointer og holdniger i replikken.
    Når jeg vil kommentere indlægget her, er det med det budskab, at vi i Udvalget for børn og unge arbejder seriøst for at få sammenhæng i “det gode Liv” for børn og unge. og vi i udvalget (liste A -B -V og SF) har et godt arbejdsfællesskab i bestræbelserne i at nå vores politiske mål.
    Jeg ser med bekymring på en økonomisk udvikling med mindre indtægter for kommunen og strørre arbejdsløshed, hvilket giver store udfordringer og alle gode løsningsforslag skal være velkomne i udvalget.

    Og tænk blot på den nye “madordning” hvor der også skal findes midler.

    Finn Olsen

  14. Lise-Lotte Tilsted Says:

    ”Det gode liv” er ikke kun for børn og unge. Som politikere i Svendborg Kommune har vi også ansvaret for de ældre, de udsatte, de handicappede, de aktiverede, vejene, cykelstierne, miljøet, fritidslivet, kulturen, sundheden osv. osv.
    Derfor er der hele tiden tale om en prioritering, når kommunens midler skal fordeles. Alle borgere i Svendborg Kommune har en mening om, at lige netop der, hvor deres største interesse eller berøring ligger – der skal der prioriteres.
    I Svendborg Kommune bliver børn og unge prioriteret højt, men der vil altid kunne bruges flere penge. Kunsten er at finde en balance, der er fagligt forsvarligt og økonomisk bæredygtig.

  15. Knud Erik Jensen Says:

    Det er vist os alle bekendt, at Svendborg Kommune har andre forpligtelser og udgifter end til børn og unge.

    Pointen i mit indlæg er jo netop, at der er hårdt brug for selvransagelse hos byrådsflertallet. Meget hårdt endda.

    For hvad er det lige, vores penge skal bruges til? Der er primære ting, som kommunen SKAL tage sig af. Og der er sekundære ting, som kommunen KAN tage sig af.

    Og når nu vores kommune ikke har ubegrænsede midler, men rent faktisk færre midler end de fleste andre kommuner, er man selvfølgelig nødt til at prioritere. Vil man det hele alligevel (som det synes at være tilfældet), bliver en masse kun gjort 60, 70, 80, 90 pct.

    Jeg finder det uacceptabelt, at de primære opgaver (børn og unge, skoler, ældre, syge m.fl.) ikke bliver løst 100 pct. Først når det er tilfældet, kan man se på, hvad der bliver råd til af sekundære ting – som Svendborghallerne, GOG-sponsorat, cittaslow osv.

    Den prioritering er almindelig sund fornuft. Og ansvarlighed.

  16. Curt Sørensen Says:

    Jeg synes du har ret i, Knud Erik, at vi har nogle særlige forpligtelser overfor børn og unge. Jeg synes også at vi skal sikre, at vi har de helt grundlæggende ydelser på plads i vores kommune - og at vi så herefter må se på, hvordan vi så i øvrigt prioriterer ressourcerne. Samtidig skal vi huske på at tænke i udvikling og igangsæptning af nye initiativer til glæde for Svendborg og Sydfyn. Det er ikke altid, at det er basisydelserne der glimrer mest, og derfor kan det iblandt være en politisk fristelse at glemme dem og i stedet søsætte andre projekter.
    Det er derfor godt, at borgerne er opmærsksomme og aktivt deltager i debatten om den politiske prioritering.

  17. Per Christensen Says:

    Jeg kunne godt tænke mig at stille et åbent spørgsmål til politikerne i Svendborg Byråd som lyder således: Kunne i forestille jer et nøje sammensat udvalg af borgere bredt repræsenteret fra erhvervsliv, kulturliv, organisationer, foreninger, skoler mm. som skulle fungere som inspirationspanel i forskellige udviklingsrelaterede emner for Svendborg Kommune?
    Jeg forestiller mig et sådant Borgerpanel fungere i et tæt samarbejde med embedsværket, men hvor det er borgerpanelet som opstiller emnerne, og hvor det er jer som kommunalpolitikere som lytter!

    VH
    Per Christensen

  18. Arne Ebsen Says:

    Gode borgere
    Den 20. maj holder nærdemokratiudvalget et statusmøde, hvor vi skal drøfte de resultater, der har været at vores indsats hidtil. På kommunens hjemmeside kan du på referatet fra vores møde d. 25.03 se, hvad vi har diskuteret.

    Har du synspunkter, der kan udbygge, støtte eller måske ændre på vores egen opfattelse, hører vi gerne fra dig. Skriv en besked kort som lang fx her og giv din mening til kende. Vi kan ikke garantere, at vi ændrer vores synspunkter, men som til vores dialogmøder, ja så lytter vi til de udsagn, der fremsættes og de indgår i det videre arbejde.

    Vores indstilling fra mødet vil blive drøftet i kommunalbestyrelsen i d. 30. juni, så fat tasterne og skriv, hvis du har noget på hjerte.

    Venlig hilsen
    Arne Ebsen

  19. Hanne J. Says:

    Hej
    Jeg kunne godt tænke mig nogle klare politiske udmeldinger her på siden fra nærdemokratiudvalgets enkelte medlemmers syn på hvad nærdemokratiudvikling egentligt skal bestå af.

    Kh.
    Hanne

  20. Hans Frederiksen Says:

    Det kunne være interessant at få en åben dialog om politikernes håndtering af de beslutningsprocesser som ofte efter borgermøder og høringer alligevel gennemføres trods markante indsigelser. Her tænker jeg f.eks. på planerne om udvidelsen af den runde lystbådehavn, som trods den massive modstand alligevel skulle gennemføres i dens tænkte form. Hvis det er den normale procedure, hvad er høringsfaser og dialogmøder så egentlig til for?

    Hans

  21. Arne Ebsen Says:

    Kære Hanne

    Fra nærdemokratiudvalget lægger vi op til en debat om udvalgets fremtidige indhold og placering ved junimødet i kommunalbestyrelsen (30. juni 09). Her vil de forskellige politiske partier jo have alle muligheder for at byde ind med deres synspunkter. Så mød op og følg debatten og fortsæt den gerne her på siden og i den kommende valgkamp. Det er væsentligt at høre, hvad vi mener om den fortsatte udvikling.

    Kære Hans

    Jeg har tidligere ytret mig i forhold til havnen, så da vil jeg henvise til de indlæg, men grundlæggende må en kommunalbestyrelse jo afveje hensyn til udvikling og berørte borgere i en række sammenhænge. På den kommende tirsdags møde gælder det udvidelse af en kvægbesætning, tidligere har det drejet sig om motorvejsramte borgere og byfornyelse har jo i løbet af denne valgperiode også været et tema.

    Kommunalbestyrelsen fremlægger oftest planer til debat inden beslutningerne tages, men det er jo ikke en invitation til at nedlægge veto. Vi har til opgave at lytte til indvendinger, forslag til forbedringer og udviklingspotentialer i de berørte områder. Ikke alle fik deres synspunkter imødekommet ved høringen om lystbådehavnen, men det er mit indtryk, at vi med de sidste ændringer i planen fik tilkendegivet en vilje til også i fremtiden at være opmærksom på de problemer, beslutningen skaber. Det gælder de trafikale forhold, rækkefølgen på udvidelsen og minimeringen af jolleøen.

    Derfor kan alle ikke nødvendigvis være tilfredse, men i sidste ende opfatter jeg den vedtagede plan som noget mere kvalificeret end det første forslag.

    Med venlig hilsen
    Arne Ebsen

  22. medhat Khattab Says:

    Skråt nærdemokratiudvalget

    Skråt nærdemokratiudvalget og de ensomme møder.Det er min klare holdning til foretagendet. Jeg er ikke selv medlem af nærdemokratiudvalget ( har takket nej i sin tid om at blive medlem).
    Efter jeg har deltaget i mange af disse møder er jeg blevet bekræftet i, at det er pseudodemokrati og mest tjener til profilering af os politikere og ikke andet.
    Det kan ikke passe, at en lille kommune som Svendborg ikke kan gøre det bedre.
    1) I forvejen findes mange aktive klubber, foreninger og lokalråd, som er aktive og velfungerende og disse skal styrkes. De kan således bare indkalde de politikere, som de ønsker at præsentere et problem eller en ide for. Så kommer vi gerne.
    2) Det kan heller ikke være rigtigt, at der til nærdemokratimøder kommer flere poltikere end borgere, som kan tælles til få stykker. Og de borgere, som dukker op, er dem som i forvejen er flittige, fremme i skoene og dybt engagerede.
    3) Svendborg 2009 skal i dialog med borgere og følge med i, hvad der foregår i den store verden med e-mails, websites og facebooks m.m. Det, at mødes fysisk med borgere, er ikke up to date i vores travle hverdag. Vi, poltikere har vore e-mails, hjemmesider og facebooks samt svarer gerne på læserbreve og hvis det ikke er tilstrækkeligt, så er borgerne velkomne til vores byrådsmøder hver måned, hvor de kan spørge løs - og hvor vi alle er samlet. Hvis man er ældre eller har ikke mulighed for at benytte sig af elektroniske media, så kan borgeren ringe. Så svarer jeg gerne og det er jeg sikker på mine byrådskolleger også gerne gør. En politiker med fuldtidsjob skal prioritere benhårdt, hvad der er bedst for borgeren og formidle budskabet. Ved at tænke div. medier ind i nærdemokrati, vil vi fremme dialogen og nå ud til mange flere end gennem de traditionelle nærdemokratimøder. Vi behøver ikke et udvalg for at realisere demokratiet for borgerne. De er trods alt meget kloge og reagerer prompte, hvis de ikke føler sig hørt. Det har vi set og oplevet før. Det er min udelukkende egen mening om det.

    Med venlig hilsen
    Medhat Khattab, speciallæge
    Medlem af Svendborg Byråd ( K )
    Kandidat til regionsråd i Region Syddanmark

  23. medhat Khattab Says:

    Jeg skammer mig over at være politiker i dagens Danmark.

    Årsag er disse tragiske begivenheder om de ulykkelige indvandrerpiger i Danmark. Udsendelse om emnet vist på DR1 torsdag den 28.maj 2009.
    Derfor :

    a) Ja til bedre integration i Danmark.

    http://www.facebook.com/ho me.php?#/group.php?gid=413 92547511
    b) ja til tørklædefri skoler.

    http://www.facebook.com/pr ofile.php?id=1693408564&re f=profile#/group.php?gid=5 6644946046

    c) ja til ghetto fri Danmark, inklusivt den mentale del af det.

    http://www.facebook.com/gr oup.php?gid=41770786475
    d) ja til ophæv koncentrationen af tosprogede elever.

    http://www.facebook.com/ho me.php?#/group.php?gid=466 31160998
    e) ja til etniske kvinders ligestilling.

    Med venlig hilsen

    Medhat Khattab, speciallæge
    Medlem af Svendborg Byråd ( K)
    Kandidat til regionsråd i Region Syddanmark

  24. medhat Khattab Says:

    Et dyrt spil til 60.000 kr.

    Jeg takker nej ( stemte nej).
    På sidste byrådsmøde i Svendborg var der tale om at foretage en prøveafstemning til kommunalvalget for de 16- og 17årige.
    Alle min kolleger (28) stemte ja for forslaget, undtagen jeg.
    Jeg synes det var for meget af det gode.
    Jeg vil ikke bruge borgernes skattekroner til sådan en leg ( det koster 60.000 kr).
    Og derfor vil jeg ikke have, at Svendborg Kommune skal finansiere sådan et nummer.
    Grunden er:
    1) Der er i forvejen et stort underskud på budgettet
    2) Mange andre kommuner er i forvejen i gang med prøvevalg og man kan derfor følge deres erfaringer.
    3) Trods alt er der ingen konsekvenser af prøvevalget, fordi det er Folketinget, der beslutter.
    Jeg understreger , at jeg ikke er imod , at de unge skal deltage i rigtige valg - tværtimod.
    Med venlig hilsen
    Medhat Khattab, speciallæge
    Medlem af Svendborg Byråd ( K )
    Kandidat til regionsråd i Region Syddanmark

  25. Medhat Khattab Says:

    Frederiksøens fremtid

    En stor oplevelse med koncerten ”ABBA arrival”, som jeg hørte og så i går på Frederiksøen i Svendborg.
    Efter hvad jeg kunne fornemme, så var der tusindvis af glade mennesker, som strømmede til Svendborg og jeg tror heller ikke, at de udelukkende var fra Svendborg. Jeg mødte i hvert fald flere fra nabokommunerne.
    Det fik mig til at tænke på, hvilke muligheder Frederiksøen rummer, og det bekræfter mig i, hvad jeg tidligere har sagt – nemlig at vi kan etablere en 5 stjernet scene til forskellige arrangementer, bl.a. koncerter og opera. Det kunne være fint med f.eks. en lille kopi af Sydney operahus eller lignende, hvor det arkitektoniske tilfører og understøtter naturoplevelsen, som Frederiksøen er i sig selv.
    Hvis der er vilje, så er der også en vej. Et sådant kulturelt sted kan sagtens leve side om side med de andre tanker, der er om det maritime, som samlet set kan give en helt speciel oplevelse.
    Vi skal huske på, at der skal være noget særligt for at vi kan tiltrække folk fra øst og vest til Svendborg og alle forudsætningerne er tilstede.

    Med venlig hilsen

    Medhat Khattab, speciallæge
    Medlem af Svendborg Byråd (K)
    Kandidat til regionsråd i RegionSyddanmark

  26. Jacob Zarlang Says:

    Kære politiker

    For DU må være den rette til at give mig en forklaring på, hvordan i himlens navn man kan forsvare yderligere nedskæringer på daginstitutionsområdet. For så vidt jeg ved er der allerede vedtaget besparelser på området fra 2010-2012. Dette vil medføre færre pædagogtimer i institutionerne, hvilket vil ramme det i forvejen pressede personale samt børnene, men også daginstitutionerne i sig selv, som et rart og trygt sted at sende sit barn hen. Ganske enkelt. Det er som om at vi bevæger os hen imod en passiv form for børnepasning. En form der efterhånden ikke levner megen plads til andet end fri leg fra morgen til aften eftersom pædagogerne har fået, og får, endnu mere travlt med praktiske gøremål i hverdagen.
    Daginstitutionerne skal vel gerne være medvirkende til at “danne” de små nye mennesker, via musik, bevægelse, div. lege, ture, dialog m.m. Eller tager jeg fejl? Og daginstitutionerne skal vel også i fremtiden kunne tiltrække gode pædagoger til faget? Og hvad med de resourcekrævende børn. Hvem skal tage sig af dem? Nå ja, dem sætter vi medhjælperen til at mandsopdække. Nej vel.
    Konsekvenserne efter de sidste nedskæringer er tydelige og mange. Med flere nedskæringer frygter jeg det værste.
    Vi kan efter min mening IKKE forsvare yderligere nedskæringer på dette område.

    Med venlig hilsen
    Jacob Zarlang
    Far til Malou i Bakkehuset i Skårup

  27. Lise-Lotte Tilsted Says:

    De vigtige børn

    Vi anerkender til fulde de bekymringer, som fremkommer i læserbreve og på Svendborgbloggen.
    Bekymringerne går på det store sparekatalog, der ligger til dette års budgetforhandlinger på Børn og unge området. Et sparekatalog, som igen i år stiller store krav til politisk prioriteringsvilje og samarbejdsevner.
    Dette års budgetforhandlinger adskiller sig fra tidligere år, da vi først i slutningen af september ved, hvor meget vi kan lade skatten stige med.
    Derfor kan vi på nuværende tidspunkt desværre ikke være særlig konkrete, selv om vi gerne ville.
    Det konkrete arbejde med at se muligheder for at skåne Børn og Unge området mest muligt er for længst gået i gang i Venstre.

    Lise-Lotte Tilsted (V)
    Udvalget for Børn og Unge
    formand

  28. Thomas Northway Says:

    Kære Lise-Lotte,

    Du skriver i avisen og bloggen at du anerkender bekymringer vedrørende det stor sparekatalog omhandlende Børne og Unge området. Det er ikke nok med anerkendelse af bekymringer! Det er ikke nok at SE muligheder! Der skal handles, og det skal være forsvarligt. Du kan ikke i dit hjerte mene, at de fremsatte spareforeslag er sundhedsfremmende for børnene i Svendborg.
    Jeg forventer, at du som politiker ikke nøjes med at “skåne” Børn og Unge området, men lever op til kommunens værdigrundlag, bl.a. “borgeren i centrum” og “trivsel”.
    Børne og Unge området bør fritages for flere besparelser.

    Med venlig hilsen,
    Thomas Northway.
    Far til Laura i Bakkehuset - Østerland

  29. Sigrid Jørgensen Says:

    Hvordan forholder byrådet sig i forhold til kollektiv trafik,- i yderområderne! Skal der fortsat være mulighed for at benytte lokaltrafikken,- efter 2012.
    - Selvom her er tale om friskoleelever eller andre elever som ikke ønsker at benytte distrikts skolen.
    - Hvordan forholder byrådet sig til forslag om at afvise friskolebørn i lokalbusserne.
    Ovenstående forringelser styrker hverken de frie skolevalg, eller yderområderne.
    Undertegnede hører gerne kommentare,- ikke mindst i forbindelse med forestående kommunalvalg.
    Mvh. Sigrid Jørgensen.

  30. Berit Jensen Says:

    Det er dybt tankevækkende at der atter peges på børne og unge området ifb besparelser. Efter min mening kan der ikke spares mere. Som mor til et bhv barn, oplever jeg ofte at når jeg henter min datter efter arbejde(ca 15.30), at de kendte voksne på stuen er gået hjem. Der er mange dage hvor der er skrevet på tavlen at der er sygdom og ingen vikarer, det betyder aflysning af fx gåture o.l. og det er flere gange sket at man bliver opfordret til at hente sit barn så tidligt som muligt(og det gør man da i forvejen), da der er så få voksne i ydertimerne. Det kan altså ikke passe at man betaler fuld pris for sine børn’s institutioner og så skal have dårlig samvittighed over at ens barn er i instutionen til 15.30. Personalet gør deres allerbedste, men de er altså underlagt nogle rammer som gør det umuligt at udføre deres job som de gerne ville.
    Som mor til 3 børn og ansat i ældreplejen, som også er i spil til flere besparelser, er det efterhånden svært at bevare optimismen. Med venlig hilsen Berit Jensen. Mor til Regitze i Skårup Børnehus, Østerland

  31. Thomas Says:

    Hmm. det er vist ikke populært at spørge til skolebusser. Der bliver ikke rigtig svaret på den slags herinde:-) Det hele handler åbenbart om svendborg centrum og nordre skole :-)

  32. Arne Ebsen Says:

    Jeg vil gerne knytte kommentarer til de seneste 2 områder:

    Omkring besparelserne på børnene er det helt grundlæggende en gal vej at vælge. Ved 1. behandlingen af budgettet sagde jeg bl.a. på Liste Ts vegne:

    Børneområdet bliver i det foreliggende forslag meget hårdt ramt:

    •Vi skærer ned på de varme hænder i daginstitutionerne
    •Vi øger elevtallet i klasserne
    •Vi fjerner groft sagt alle tilbud til vores børn, der ikke er lovbestemte
    •Vi øger betalingen i kommunernes SFO
    •Vi snupper også kørslen for friskolebørnene eller beder dem om at betale særskilt for transporten

    Også her har Enzenzberger haft en meget rammende kommentar tidligere: ”Mens gevinsterne på aktiespekulationerne bliver privatiseret, ja så bliver tabene socialiseret.” Og sådan går det til, at børnene i daginstitutioner og skoler, ældre i dagcentrene og en lang række kulturelle institutioner skal betale prisen for en økonomisk krise og en manglende rettidig omhu. Vi skal med det foreliggende udkast til budget altså ikke alene spare os fattige i udvikling og omsorg, men også i kulturel forstand. Det forstår vi i Liste T ikke.

    Det er god grund til bekymring på børnenes vegne. I de kommende forhandlinger drejer det sig først og fremmest og at mindske de mange forringelser, forbedringer på området tør vi med de nuværende betingelser fro kommunens økonomi slet ikke tænke på. Så længe kommunerne s holder i et økonomisk jerngreb af regeringen bliver det ikke anderledes.

    Det rammer selvfølgelg også et sted den anden del af debatten, nemlig transporten til lokalområderne. Her skriver vi i vores valgprogram, der er på vej i trykken:

    Offentlig transport er et stort gode og en nødvendighed for mange mennesker, men hvis den skal tiltrække flere, skal den leve op til 3 simple krav:

     Den skal være billig
     Den skal køre ofte eller i hvert tilfælde i spidsbelastningerne.
     Den skal køre pålideligt.

    Hvis dette skal opnås vil det kræve en planlægning af priser, linier og køreplaner som tager udgangspunkt i brugernes og chaufførernes erfaringer.

    Skole- og telebusser løser en betydningsfuld opgave i lokalområderne. Der skal sikres en effektiv og miljømæssig forsvarlig drift, der giver borgerne en fleksibel og pålidelig betjening.

    Vores valgoplæg bliver præsenteret på Torvet i Svendborg d. 26. september, hvor bandet Kontekst bl.a. underholder. Her vil en del af liste Ts kandidater og øvrige aktive medlemmer være til stede. Mød op og få en snak om din kommune og de fremtidige muligheder.
    Venlig hilsen
    Arne Ebsen

  33. Arne Ebsen Says:

    PS
    Du kan som altid læse mine indlæg ved kommunalbestyrelsens møder på vores hjemmeside http://www.t-svendborg.dk
    Venligst

  34. Jens Lindskov Petersen Says:

    Så var det igen en fornøjelse at overvære et byrådsmøde - med rekord deltagelse (aldrig har der været så mange til så få stole)
    Men så kommer det mere alvorlige. Det er dagsorden, og det var i særdeleshed økonomi.
    Det er spændene at høre hvordan bla. De Konservative er massivt imod skattestigninger og dækningsbidrag, når man på næst punkt på dagsorden syntes, at det er helt naturlig at erhvervslivet nu skal til at sponsorere samtlige legepladsen i kommunen!
    De er vel ikke så naive at de tro, at man kan nøjes med en legeplads i husker jeg rigtig, så var det i Vejstrup?!

    Et andet punkt på dagsorden var SG Hallen.
    Hvad løser man med at tillade dyne Larsen og Harald Nyborg (jem & fiks) at flytte fra Vestergade til Johannes Jørgensen vej? Så bliver der tomt, og byen får et et rædsomt byggeri på SG grunden. Og jeg vil lige indskyde, om det ikke er et lige stort fårs, at rive en idrætshal ned i disse tider. Og hvor skal vi så stemme, hvis byrådet håber på genvalg, nu hvor kommune kassen er mere en tom, og man søger fattighjælp hos regeringen?!! Og det selv om man i disse seneste par år har indraget borgernes penge fra både vand, kloak og affald.

    Det var oplevelsen fra en byrådsdeltager 15.09-09

    Venligst
    Jens Lindskov Petersen
    Kogtvedvej 16
    5700 Svendborg

  35. Lene Meldgaard Says:

    kære politiker

    Jeg er sikker på at I gør hvad i kan på alle jeres poster, og taler hver jeres sag for, at det er der der ikke skal spares eller det er der det er godt at lægge pengene, men hvad med at spørge ude i den skønne by svendborg, om der er nogle borger der har nogle ideer/løsninger til de forskellige opgaver der skal løses.
    Det kunne rent faktisk være at der var et par stykker der sad med en løsning der ikke koster kassen og at der kunne ske noget handling hurtigt, for i skal jo huske det er vores penge at i har med at gøre.

    Jeg ved også godt at vi ikke alle kan blive enige, men de fleste.
    Mvh. Lene Meldgaard

  36. Dorthe Nielsen Says:

    Med fine ord og sætninger som “Helhed i opgaveløsningen”, “Et bedre børneliv” og “Borgeren i centrum” beskrives Svendborg Kommunens “Sammenhængende Børn og Ungepolitik for 2007-2012″. Men som forælder til 3, heraf 1 i vuggestue og 1 i børnehave må jeg sige, det er overordentligt vanskeligt at se, hvordan de ord finder ud i nutidens børnehverdag.
    Allerede i dag er virkeligheden i Svendborgs institutioner, at der ikke altid er vikardækning ved sygdom, fra 1. september i år var det på vores institution slut med frugt til vuggestuebørnene, slut med eftermiddagsmad til børnehavebørnene, og fra næste år skal der skæres i personalet.
    Endnu er kommunens budgetforhandlinger ikke slut, men de foreslåede besparelser går fra 9-13 mio. kr. om året i perioden 2010 til 2013.
    I og med institutionerne allerede har skåret ind til benet, så er det personalet, der nu vil ryge. Oven i de 9-13 mio. kr. årligt er der planer om at skære den eksterne vikarpulje væk.
    Som mor til 3 og som borger i Svendborg vil jeg blot sige: Kære politikere. Tænk jer godt om. Det gode børneliv kommer ikke af sig selv, det kræver tid, rum og hænder - varme hænder, og hvad I kortsigtet skærer nu, kommer til at koste senere.

  37. Arne Ebsen Says:

    Kære borgere

    Blot et ønske om at gøre jer opmærksomme på, at den kommunale trafiksikkerhedsplan er sendt i høring de kommende 3 uger. Klik ind på kommunens hjemmeside, hvor der er et link til den og brug jeres demokratiske ret til at ytre jer i denne sammenhæng. Jeg ved jo fra deltagelsen i nærdemokratimøderne, at det er et område, der optager rigtig mange, så det er nu det gælder om at være “på vej”.
    Bedste hilsner
    Arne Ebsen
    Liste T

  38. Mette Norup & Anna Sparboom Says:

    Kære ansvarlige politikere!

    Som forældre og borgere i Svendborg kommune er vi dybt bekymret over udsigten til de drastiske besparelser indenfor børneområdet.
    Færre ressourcer vil få store konsekvenser i fremtiden:
    I dagligdagen kan det for vores børn komme til at betyde; Personalenedskæringer - mindre voksenkontakt, mindre tid til fordybelse, mindre tid til pædagogiske tiltag. Alt i alt: Færre muligheder og mindre nærhed og tryghed for vores børn.

    Mindre kvalificeret personale vil nødvendigvis reducere indsatsen overfor udsatte børn. Konsekvensen her og nu vil være mere sårbare børnefællesskaber, på sigt en langt dyrere løsning, når der ikke prioriteres en tidlig indsats.

    Vi ved godt I skal spare. Derfor kan børn og ungeområdet formentlig heller ikke komme udenom visse besparelser. Men det nytter ikke noget at spare “på gulvet”, der hvor børnene er. Det er visionsløst og på ingen måde i tråd med kommunens ” Sammenhængene Børn og Ungepolitik 2007-2012″. Besparelserne bør i stedet altovervejende findes i det bureaukratiske administrationssystem.

    Tænk jer om når i sætter jer til forhandlingsbordet i weekenden.

    Venlig hilsen
    Mette Norup, mor til Kalla og Villum i Holbøllsminde børnehus
    og Anna Sparboom, mor til Vilma i Holbøllsminde børnehus

  39. Katrine Larsen Says:

    Kære Politikere i Svendborg.

    Jeg håber inderligt, som en forældre og borger i Svendborg by, at I overvejer kraftigt, inden i skærer ned på området Børn/Unge.

    Det ligger mig utrolig meget på sinde, at der er risiko for nedskæringer der kan ende op med fyringer samt skæring i åbningstiderne i instutionerne.

    Hvordan kan man forvente at børn i alderen 3-5 år i en Børnehave, vil kunne acceptere og forstå at den længe ventede udlfugt bliver aflyst pga. penge eller personale mangel ?
    ….eller hvordan kan man forvente at børnene bare affinder sig med at deres trykhed i instutionen, ved at være omgivet at mennesker de kender pludselig skal forandre sig?

    Hvordan kan man forvente at de små, borgere i Svendborg, bare nikker forstående og acceptere at de igen må vente på der er en pædagog der har tid til at hjælpe dem med toiletbesøget, overtøjet eller at få skrevet navn på den fine tegning til mor og far…!!

    Det er ikke acceptabelt at der bliver skåret ned på det område, for børn i alle aldre, skal ikke allerede udsættes for det, at skulle kunne forstå, at der ikke er tid, råd eller mulighed for de få simple ting, som gør deres hverdag så rigere og som appeler til deres naturlige udvikling…. for det er egentligt ikke så meget de små forventer, blot NOK kærlige og varme hænder omkring dem, imens de udvikler sig.

    En tur på legepladsen, kan og skal ikke aflyses fordi der ikke er pædagoger nok på arbejde. …

    En lille borger, der blot ønsker at vinke farvel med en pædagog, til mor eller far der tager afsted, som det eneste på hele den dag den lille borger virkelig har brug for, få at få en god start på dagen, skal ikke “afvises” fordi der ikke kan afsættes en personale til det…

    Vi som forældre aflevere vores kære små, de vigtigste i vores verden, hver uge, i gennemsnit 37 timer om ugen i institutionen. Grunden til vi, med god ro i sindet, kan drage afsted på arbejde eller i skole, er fordi vi VED der er gode, kompetente og hjertevarme mennesker til at tage sig af vores kære små…. men hvis der bliver skåret ned på det, så er jeg bange for, de ellers utrolig dygtige pædagoger ikke kan leve op til vores håb og forventninger som før……

    ….og ikke at forglemme, det er også det vi betaler en stor sum penge for hver måned allerede - som en af landets dyreste kommuner på det område!!!

    Så det er vel okay at vi forventer det bedste til vores børn !

    Håber min kommentar opnår den rette forståelse, jeg forsøger ikke at rakke ned på nogen elle noget, forstår godt at der skal spares og mange områder vil blive ramt - men jeg mener vitterligt bare ikke at der kan bespares mere der hvor vores kære små befinder sig…. - skal der skæres på det område, så appelere jeg til at I kigger længere oppe i “hirakiet”.

    Jeg skriver blot dette indlæg fordi jeg virkelig inderlige ikke håber at fremtiden byder på besparelser på børne/unge området.

    En borger og frem for alt forædre.

  40. Tea Rasmussen Says:

    Kære byrådspolitiker.

    Er det ikke på tide at enhver snak om bl.a. et multihalprojekt forstummer? Så længe at Svendborg Kommune planlægger (og højest sandsynligt gennemfører) massive nedskæringer på bl.a. børneinstitutionsområdet, hvordan kan nogen kommunalpolitiker med respekt for sig selv så stemme for at bruge penge på et rent prestigeprojekt? Hvis DU stemmer for - lige meget om du så er fra V, DF, S, SF eller hvad ved jeg - så håber jeg, du i det mindste er ærlig og åbent erkender, at du sætter prestige højere end vores børns daglige trivsel og velfærd.

    Med venlig hilsen,

    Tea Rasmussen - bekymret forældre til barn i Mariehønen, Vester Skerninge

  41. Dorthe Nielsen Says:

    Kære ansvarlige politikere

    Jeg var en af mange fremmødte forældre, der mandag aften var til dialogmøde på Sundhøjskolen omkring de bebudede besparelser på daginstitutionsområdet.
    I seks politikere, der var tilstede, skal have tak fordi I stillede op og gik i dialog med os. Det var en meget interessant aften.

    Mange forældre gik dog fra mødet med et stort ubesvaret spørgsmål: Hvor meget skal der egentlig spares på daginstitutionerne i 2010?

    For selvom det lød som om, at det store sparekatalog var taget af bordet - og tak for det, så blev der løbende nævnt ord som “ikke yderligere besparelser”.

    Så mit spørgsmål til jer politikere er:
    Hvor mange penge skal der bruges færre i Svendborgs institutioner til næste år?

    Med venlig hilsen
    En fortsat bekymret mor til to børn i Ryttergården i Svendborg

  42. Arne Ebsen Says:

    Kære Dorthe og sikkert m.fl.
    Det er endnu uklart, hvor store besparelser, der vil være på budget 2010 og det er langt fra givet, at vi er klogere, når vi på tirsdag behandler forslagene. Dels ligger der fortsat et restbeløb fra budgetlægningen i 2008 inde i det kommende års aftale, dels er der en række rammebesparelser, som vi ikke kan afklare, hvor og hvordan de vil ramme.
    Det vil føre for vidt, at gå ind i de tekniske detaljer her, men det ser ikke umiddelbart ud til at børneområdet rammes af direkte besparelser. Hvad der så sker, når der skal spares 10 mio. kr. på regelforenkling, 7 mio.kr. på sygedagpenge og 10 mio. kr. ved at prisprøve en række opgaver, det kan vi som vanligt ikke få særligt præcise svar på.
    Det alternative budget fra S, SF, Ø og T indeholder ikke fiktive beløb i den størrelsesorden.
    Jeg forventer dog ikke alvorlige reduktioner umiddelbart på børneområdet, derimod er det særdeles tænkeligt, at budgettet for 2010 er så svagt funderet, at det bliver nødvendigt med større besparelser i 2010, men da er valget jo også overstået. Så ja, det er en strategi at humpe igennem i år og så udskyde besværlighederne til senere og lur mig, da kan der såmænd udmærket igen optræde besparelser som dem, I har protesteret så ihærdigt mod. Benchmarkingen på området er jo stadig en del af teksten i budgetforliget for flertallet, så godt nok er tallene ikke længere indeholdt i forslaget fra dem, men tankegangen er jeg bange for er intakt.
    Venlig hilsen
    Arne Ebsen
    Liste T

  43. Medhat Khattab Says:

    Nej til skattestigning.
    I mange år og i generationer var vores mål at bekæmpe en højere skat. Det er demotiverende for folk på arbejdsmarkedet at arbejde ekstra, når de alligevel bliver straffet hårdt af skattetrykket. Det påvirker vores moral og det kan ikke undre, at sort arbejde er populært og med til at opretholde et højt lønniveau, som påvirker vores konkurrenceevne negativt.
    Jeg er uforstående overfor, at mange kommuner går ud og lancerer en skattestigning. Det er et skrå- plan. I virkeligheden fastlåser det os i løsningen af de økonomiske problemer. Det kunne jo godt tænkes, at der er strukturer og måder at indrette os på, som er uhensigtsmæssige. Det bliver aldrig bedre, hvis vi bare hæver skatten, hver gang der er lavvande i kassen. Det er som at putte ”sugar on shit”, som man siger. Og næste år står vi sandsynligvis i samme situation, hvis intet ændres og skatten bare stiger.

    Det er inspirerende, når vi oplever kommuner, som har styr på økonomien. Gennem rationalisering og effektivisering af arbejdsgangene har man formået at få styr på budgettet. Vi kan også sammenligne os med erhvervslivet, som ikke blot kan hæve prisen på varerne, når de skal have budgettet til at hænge sammen. Hvad gør de så? De ser kritisk på alle udgifter og forretningsgange og bliver kreative i deres problemløsning.
    Skattestigning er efter min mening en falliterklæring og tegn på afmagt. Derfor siger jeg nej og håber også, at vi alle kæmper imod en skattestigning.
    Derfor er denne gruppe oprettet.

    Med venlig hilsen

    Medhat Khattab, speciallæge
    http://www.medhat.dk
    Medlem af Svendborg Byråd ( C )
    Kandidat til regionsråd i Region Syddanmark & genopstiller til Svendborg Byråd.

  44. Arne Ebsen Says:

    Ved 2. behandlingen af budgettet tirsdag sagde jeg på Liste Ts vegne:

    Allerførst en tak til Venstre, der i vores forhandlinger har forsøgt at forene enderne. Venstre har forsøgt at finde en fællesnævner, men da vi nåede frem til de afgørende forhold var det altså ikke muligt at nå til enighed.

    Skilsmissen opstod, når der skulle diskuteres:

    • Økonomisk gevinst ved regelforenkling
    • Reduktion på udgifter til sygedagpengemodtagere
    • Mulige effektiviseringsgevinster ved at afprøve kommunens priser i forhold til private udbydere

    Derimod røg en række af de først annoncerede besparelser heldigvis ud af kataloget. Det var godt, at Venstre nåede at få rettet fejlen ved GPS’en så retningen i budgettet ikke blev helt skæv.

    For efterhånden mange år siden besøgte jeg den svenske by Gränna sammen med familien. Vi var så heldige at komme en dag, hvor mere end 20 varmluftballoner blev gjort klar og sendt i himlen. Det var ganske tydeligt, at det er én meget svær øvelse at styre sådan en ballon. Baggrunden for højtideligholdelsen var knap så festlig.

    Dagen bliver holdt til minde om en af byens sønner, luftskibskaptajn Andrée, der forgæves forsøgte at finde vejen til Nordpolen over Grønlandshavet. Andrée kom ud i samme problemer, som luftkaptajn Hornemann. Da varmen fra jorden ikke længere kunne holde ballonen oppe, gik den uhjælpeligt på grund ved Svalbard og besætningen nåede aldrig frem, men blev først fundet mange år senere.

    Sådan er jorden under Hornemann ikke blot begyndt at brænde, nej den er også isafkølet, takket være en trængt regering, der har fjernet al opdriften. Trist er det blot for os, der opholder os ved jordens overflade, for enten bliver vi ristet eller frosset ud. Sådan må mange af kommunens ansatte også have følt det i den sidste måneds tid. Først blev der tændt op til det helt store fyringsbål, efterfølgende har kulden sneget sig ind, for nu må vi godt nok fortsætte vores arbejde, men på en række felter på ringere vilkår end tidligere.

    Skilsmissen ved budgetforhandlingerne var jo begrundet i en række forhold. Vi kom på udgiftsområdet meget langt i forhandlingerne, først og fremmest fordi de mest utålelige besparelser blev pillet ud. Men det er stadig uklart om en række af de forudsætninger, som flertallet lægger ind i budgettet nu også holder. Med en svag kassebeholdning er det ikke en god skik at blæse usikre besparelsesforslag op til mere end de kan bære.
    Også på finansieringen var uenigheden jo kendt. Det kom ikke som nogen overraskelse, at liste T gerne vil brede skattebetalingen ud på flere skuldre. Det er klart, at var forhandlingerne begyndt her, kunne vi ret hurtigt have sagt farvel til hinanden. Men vi valgte at blive ved bordet og få de frimærker sat på budgettet, som nu var mulige.

    Vi valgte altså i sidste ende at stå af hesten. Derfor har vi i gensidigt respektfyldt samarbejde med Socialdemokraterne, SF og denne gang også Enhedslisten udarbejdet et alternativt budget:

     der friholder børn og ældre fra markante nedskæringer
     der sikrer en stabil finansiering til det - og som holder de økonomiske målsætninger, der ligger til grund for budgetarbejdet
     der fastholder og udbygger gode udviklingstakter på det forebyggende område – et kerneområde for Liste T

    Vores forslag til skattestigning indeholder et spænd fra 30 kr./md. for den deltidsansatte i lejebolig over 100 og 200 kr. til 300 kr. for den mest velaflagte del af befolkningen. Den øgede skat belaster altså ikke familiens samlede budget, hvis vi tager højde for de skattelettelser, der træder i kraft i 2010.

    Vi kan da anbefale det budget til brug, da det har en afbalanceret virkning og også giver kvalitative forbedring på fx trafiksikkerhedsområdet.

  45. Lone Gustenhoff Says:

    Hvordan kan I politikere snakke om besparelser og besparelser, samtidig med at I vil bygge ny lystbådhavn ved Den Runde Lystbådhavn??? Walsted har lige lagt deres projekt i skuffen på grund af manglende interesse/finanskrisen. I Lundeborg er der ledige pladser og der kunne hurtigt slåes pæle og skaffes 20 pladser for få penge. De 20 pladser kunne give mindst 800.000 kr. i indtægt???
    - hvis behovet overhovedet er der.

  46. Hans Nørgaard Says:

    Det er godt engang imellem at få luftet de forskellige holdninger, og så kan man blot håbe, at når valgtumlen har lagt sig, at man fordomsfrit tager de bedste forslag med sig ind til de politiske rådslagninger efterfølgende: 1) velkomstportal til Svendborg ved motorvejen 2) at bevare en driftig midtby 3) at udvikle Svendborg havn under hensyn til at erhverv fortsat kan trives samtidig med at man bevarer det unikke kulturhistoriske miljø, herunder at bakke museumschefen op i bestræbelserne for at få et maritimt museum/oplevelsescenter 4) at by og havn bindes sammen, Per Webers forslag var genialt. 5) at Svendborg bevares som færgehavn 6) at kulturmiljøet ved Hvidkilde sikres 7) at biblioteket påskønnes med ønsket om bedre lokaler 8) at Cittaslow-ideen kædes sammen med forståelsen for at producenter af lokale fødevarer skal kunne eksistere i en skov af byrokrati 9) at naturarealerne sikres ved en professionel organisering af afgræsningen, man kunne måske danne et selskab med DN som tovholder, der producerede “Naturkød”.

  47. Medhat Khattab Says:

    Kommunalt samarbejde på tværs af kommunale grænser.

    Inden for det sociale område er der stærkt behov for koordinering på tværs af kommunegrænser. Det kan dreje sig om særlig ekspertise, såsom at etablere et ungdomshus til handicappede eller bosted til de unge handicappede. Eller det kan være en skole til en bestemt gruppe af børn, som har ADHD eller er autister - eller andre tilsvarende opgaver til bestemte grupper.
    Lad os tage en specifik problemstilling, hvor det handler om at anskaffe bolig til unge handicappede, så de ikke bliver tvunget til at bo på plejehjem sammen med de ældre medborgere, hvor fælles interesser kan være svære at få øje på. Disse unge mennesker har selvfølgelig behov for at deltage i de aktiviteter, som vil give dem livsglæde og livskvalitet. Jeg kan også forestille mig, at det gavner dem meget, hvis deres handicapmedhjælper er rustet med viden og erfaring.

    Efter amterne er blevet nedlagte, er det nu kommunerne, der skal tage sig af de mange specielle opgaver, bl.a. handicappede og andre, som kræver særlige tiltage. Som kan være økonomisk belastende for en kommune og derfor forsøger man at spare, hvor man kan. Der kan derfor være stor forskel på, hvordan de forskellige kommuner håndterer opgaveløsningen. Det kræver konstant opdatering af viden at følge med i, hvad der er af muligheder inden for de særlige områder og vi ved, at det er vigtigt at have de nyeste og bedste hjælpemidler m.m.

    For at løse opgaven optimalt og ikke gå på kompromis med kvaliteten, er vi nødt til at ofre, hvad det koster både af tid og penge. Da det ofte er ufatteligt dyrt, opstår den risiko, at man ikke vælger den optimale løsning på grund af de økonomiske rammer. Derfor kan det være en ide med en overordnet koordination kommunerne i mellem for at løse disse konkrete specialopgaver, hvor f.eks. tre eller 4 kommuner kan fordele
    opgaverne i mellem sig. F.eks. kan der etableres et fælles bosted til de unge handicappede i en kommune med unge fra 3 andre kommuner. På den anden kommune kan etableres en skole til børn med f.eks. ADHD, som også rummer børn fra de 3 kommuner. I den tredie kommune kan der etableres et sted til aflastning eller anbringelse af unge piger med selvmordstruende tanker. Dvs. hver kommune behøver ikke at have det hele i “sin baghave” og man kan ikke forvente at den enkelte kommune yder den højeste og bedste ekspertise i alle ting. Det er simpelthen utopi og vi risikerer, at man bliver lige dårlig til alle ting.

    Med venlig hilsen

    Medhat Khattab, speciallæge
    Medlem af Svendborg Byråd (C)
    Kandidat til regionsråd i Region Syddanmark & genopstiller til Svendborg Byråd

  48. Arne Ebsen Says:

    Hej vil du se min præsentation på tv2fyns hjemmside så brug vedhæftede link, eller gå direkte via deres hjemmeside og se guiden.

    Venlig hilsen
    Arne Ebsen
    Liste T
    http://www.tv2fyn.dk/video/24713

  49. Jens Munk Says:

    I den forgangne uge fik jeg 7 gode spørgsmål vedrørende miljø fra Flemming Ipsen og Bente Sortemos. Jeg har her nedenfor indsat deres spørgsmål og efter disse er mine besvarelser.

    7 spørgsmål til Svendborgs politikere

    Vi har med stor undren konstateret, at et flertal i Svendborg byråd har accepteret at skære drastisk i midlerne til Natur og Miljøforvaltningen, der i forvejen ikke modtager en “herregård” – en besparelse på kr. 1,6 mil. rækker ikke langt i en samlet besparelse på 90 mille.

    Dette kan specielt undre, når man så vælger at hæve kommuneskatten og grundskylden for den almindelige borger. Dette sker samtidigt med, at erhvervslivet (dækningsafgiften) og landbruget (mindre grundskyldshævning) fritages i disse “krisetider”. Krisetider er det vel også for borgerne?

    Inden valget den 17. november vil vi tillade os at stille følgende spørgsmål:

    1. Hvad vil du gøre for at begrænse forureningen med næringsstoffer og pesticider til vore åer, søer, grundvand og indre farvande?
    2. Vil du kræve “forureneren betaler princippet” overfor landbrugets forurening med pesticider til vores grundvand?
    3. Hvad vil du gøre for at sikre fri faunapassage i vandløbene?
    4. Hvad vil du gøre for at sikre at vandløb og søer byder på velegnede gyde-, opvækst- og levevilkår for fiskene?
    5. Hvordan skal vandløbene vedligeholdes i Svendborg Kommune i fremtiden?
    6. Fremover skal der være 10 m bræmmer ved åer og søer. Vil du sikre, at det overholdes? Og er det nok?
    7. Hvad vil du gøre for at sikre, at Svendborg Kommune lever op til Vandrammedirektivet fra EU? Og vil du afsætte de nødvendige midler hertil?

    (Mine svar herunder)

    1. En velafbalanceret gødnings tilførsel en forbedret jordstruktur ved tilførsler organisk, materiale som efter afgrøder, staldgødning og naturgødning, således at jorden er i stand til at tilbagebeholde kvælstoffet til det tidspunkt planterne har brug for det.

    2. Her er sortsvalg en vigtig faktor, hvor landbruget gennem mange år har forædlet sig til kortstråede afgrøder, mener jeg det er vigtigt at man ændre den strategi til langstrået sorter der medvirkende til at afgrøden vokser hurtigt er med til at kvæler ukrudt, så der generelt kan spares pesticider
    En afgrøde som er godt groet til er samtidig medvirkende til at holde på jordens fugtighed ved tørke, således at planterne ikke får stress og mistrives og dermed ikke er i stand til at optage den kvælstof som er tildelt.
    En naturlig pleje af vandløb, så de er i stand til at afvande de omkring omliggende arealer, således at jorden ikke er vandlidende. Da planerne så også mistrives, og i mange tilfælde går ud, som så betyder at al den gødning der er tildelt i det våde område ledes direkte ud i vandløbet.

    3.4.og 5. Jeg ser ingen modsætningsforhold i at vandløbene anvendes både til gyde områder og afvanding tværtimod. Det er jo kun en mindre del af vandløbene som er meget afhæng af en hyppig oprensning, for at afbøde overstående problemer, Har jo også svært ved at se det negative i om bundkvoten er minus 10 eller 50. jeg vil jo påstå at hvis man gravede ned til minus 50 var det ikke nøvendigt at komme igen med en oprensning så hyppigt, og dermed forbedre gyde pladserne.
    Dette forslag stillede jeg til en biolog under et møde i miljøudvalget, i forbindelse med debatten om Spangebækken , hvilket han ikke ønskede at svare på.

    Til slut vil jeg gerne give udtryk for, at vi alle gerne vil bevare vores dejlige natur, og derfor er vores slogan naturen skal plejes på en naturlig måde.
    Jeg er samtidig af den overbevisning at man er nød til at arbejde hen imod den tankegang fra vugge til vugge, ved kun at anvende nedbrydelige materialer, således at affald i fremtiden er føde. Et meget spændene koncept, men efter min vurdering nøvendig og realistisk på længer sigt, hvis vi vil overleve.

    6. Ifølge overstående er det uvæsentligt om vi har 5m 10m eller 50m brammer, men jordens beskaffenhed som er den væsentlige faktor, og hvor meget jord der skal tages ud af produktion, er jo desværre et spørgsmål om hvor mange mennesker der skal leve under sultegrænsen.

  50. Medhat Khattab Says:

    Turisme og integration i Svendborg :
    I. Turisme
    At placere turisme højest på dagsordenen, så turisme i Svendborg bliver en af de vigtige mål i Svendborg Kommune.
    Vi skal være taknemlige og stolte af vores unikke natur og smukke omgivelser, men når det er sagt, må vi også udnytte det og få det til at blomstre, så Svendborg bliver førende, hvad angår turisme på national plan.
    Vi skal prioritere turisme og alt som stimulerer og støtter turismen fremover.
    Derfor er det nødvendigt med en øget indsats.
    Dermed ændrer kommunens status sig fra at være en af de fattige kommuner i Danmark til den rigeste kommune i kongeriget.
    Vi skal integrere svendborg hallerne i turismen, så de også kan spille en væsentlige rolle i denne sammenhæng.
    På trods af, at jeg er store modstander af oprettelse af flere politiske fag udvalg, synes jeg at det er en god ide at oprette et selvstændigt politisk udvalg, som kun tager sig af turismen i Svendborg - og hvem ved det er muligt også starte et turismeakademi eller lignende her i Svendborg.
    Jeg mener, at turisme er og skal blive Svendborgs pulsåre nu og i fremtiden.

    II. Integration af de etniske minoriteter i Svendborg
    Det gør mig ondt, at man i Svendborg ikke har prioriteret eller har lagt en masterplan for de etniske minoriteter og Ghetto områder i Svendborg.
    Derfor er det min anbefaling: at der skal tænkes ind og prioriteres alvorligt, hvor vigtigt det er at forstærke integrationen af de etniske minoriteter i Svendborg Kommune og at gøre op med ghettodannelse samt ophæve koncentrationen af de tosprogede elever i Svendborg Kommune.
    Mit håb for Hømarkskolen og Ghetto område i den nordlige del af Svendborg er at ændre sammensætningen af befolkningen derude og nedlægge Svendborg ghetto og også ændre Hømarkskolens elev sammensætning. Overordnet ønsker jeg en ligelig fordeling af 2 -sprogede elever på alle skoler i Svendborg.
    Det vil styrke integrationen og ophæve dem og os følelsen samt eksistensen af parallelsamfund.
    Med venlig hilsen
    Medhat Khattab, speciallæge
    Medlem af Svendborg Byråd (C )
    Kandidat til regionsråd i Region Syddanmark & genopstiller til Svendborg Byråd.

  51. Hans Nørgaard Says:

    For at blive helt konkret, så vil jeg da gerne lukke “lågen op” her på matriklen i Egebjerg for smågrupper, hvis du arrangerer det. Jeg havde en vis succes med det, da jeg i 1975 var på Centeret i Overgade i Odense, hvor jeg adskillige gange lavede en sightseeing til vores lille farm. Det virkede såmænd meget enkelt “en tur i marken” iført vejrbestandigt fodtøj og overtøj, en snak om vores historie og vores dyr. Så hvis du vil organisere det, er jeg med på det.

  52. Signe og Johannes Irminger Says:

    Forsvarsskrift for Holbøllsminde Vuggestue

    Det er med stor beklagelse og med en klump i maven til følge at vi har modtaget nyheden om, at det er under overvejelse at lukke vores vuggestue.
    Der er umiddelbart mindst fire gode grunde til IKKE at lukke Holbøllsminde Vuggestue:

    • Der er i vuggestuen et unikt pædagogfagligt miljø, hvor der – institutionens korte levetid til trods – , er skabt en personalegruppe med enorme kompetencer og potentialer. Der arbejdes med praksisfortællinger og fokusområder som motorik og sprog og hver enkelt pædagog og medhjælper har det personlige og faglige overskud, der skal til for at kunne indgå i velfungerede forældresamarbejde og kan således skabe og udvikle rammerne for en vuggestue i topklasse. Dette miljø vil forsvinde, hvis institutionen lukkes, hvorimod det vil kunne blomstre og være et eksempel til efterfølgelse, når det forhåbentlig besluttes at lade det gode arbejde fortsætte.

    • Vuggestuen har nogle fantastiske fysiske rammer, som hver dag udfordrer børnene og bidrager til deres udvikling. Udendørs er der træer at klatre i, en skrænt at rulle ned ad og kravle op ad, gynger at svinge i og plads til både sandkasse og barnevogne til middagsluren. Indendørs er der hyggekrog med bøger, puderum hvor børnene kan boltre sig til deres yndlingsmusik og plads til at børnene både kan løbe omkring og finde en stille plads til at tegne. Det kan godt være der er tale om en pavillon, men lokaler og udearealer må gøre mange andre institutioner misundelige. Hvorfor lukke et så fantastisk sted?

    • Her og nu vil 13 børn blive kede af det og miste platformen for deres gode, trygge og motiverende dagligdag og på længere sigt vil mange flere børn gå glip af de rigtigt gode rammer for et godt børneliv, der er i Holbøllsminde vuggestue.

    • 13 familier vil blive skuffede og stå overfor udfordringen med at finde et nyt pasningstilbud og vil skulle have en rigtig god forklaring på, hvorfor deres meget dejlige og meget velfungerende institution skulle lukkes.

    Vi har på egen krop mærket, hvad det kan gøre ved en familie, når det daglige pasningstilbud ikke er i orden. Vores søn indledte sin institutionskarriere i en lokal dagpleje, hvor dialogen med os som forældre ikke fungerede: Vores søn måtte indrette sit søvnmønster og sine behov efter 3 noget ældre børn, og der var ikke overskud til det enkelte barn, men tværtimod et pædagogfagligt underskud, der blandt andet kom til udtryk ved, at vores forventning om indkøring over nogle dage ikke blev fundet vigtig, og at de problemer, vores søn havde med at falde i søvn i løbet af dagen, blev begrundet med væske i ørerne – en mulighed, som vores læge efterfølgende afkræftede.
    Vi begyndte derfor at undersøge alle muligheder for andre former for pasning: Vi kiggede på private tilbud så langt væk som i Odense og overvejede også, om en af os skulle sige sit job op.

    Stor var lykken derfor, da vi fra pladsanvisningen fik besked om at der var en ledig vuggestueplads i netop Holbøllsminde Vuggestue, som vi aktivt havde valgt til på vores prioriteringsliste. Institutionen har levet op til alle vores høje positive forventninger og har gjort det meget tydeligt for os, hvad der adskiller uddannet personale fra ikke-uddannet. Vores pædagoger har en teoretisk referenceramme og et fagligt fundament, der gør, at de kan respektere og udfordre det enkelte barn og møde det netop der, hvor det er. Vores pædagoger kan altid se flere mulige løsninger på en problemstilling, de har altid masser af gode ideer til aktiviteter, og de kan samarbejde med os forældre om at skabe en sammenhængende, hyggelig og tryg hverdag for vores børn.

    Før vi besluttede os for at blive skrevet op til Holbøllsminde Vuggestue besøgte vi flere forskellige institutioner og vi var ikke lige imponerede af de ting vi oplevede på vores rundtur, men i Holbøllsminde følte både vi og vores søn sig godt tilpas fra første øjeblik. Vi tager hver morgen afsked med en glad dreng, som dårligt nok har tid til et farvelkys, fordi der er så mange rare ting han skal i gang med. Vi tager hver morgen på arbejde i tryghed ved tanken om, at han er et rigtigt godt sted – nemlig i favnen af fantastiske pædagoger, som han kender godt, og omgivet af en harmonisk børneflok, der har lært at respektere hinanden, og som leger godt sammen på tværs af alder og temperamenter.

    Vi har begge arbejde udenfor kommunens grænser, men valgte for nylig at købe hus i lokalområdet. Dette gjorde vi blandt andet, fordi vi var blevet og stadig er så glade for vores vuggestue, og fordi vi planlagde, at Holbøllsminde Vuggestue skulle være rammen om vores søns og hans potentielle søskendes hverdag. Lukningen af Holbøllsminde Vuggestue og generelle nedskæringer på pasningstilbud i Svendborg Kommune gør det langt mindre attraktivt for veluddannede børnefamilier at bosætte sig i kommunen. Vi betaler gerne mange penge for et godt pasningstilbud, men hvis vi skal betale en masse penge for et tilbud, vi ikke er tilfredse med, vil vi gå fra at være glade borgere til at overveje, om det er her vores fremtid ligger.

    I øvrigt forekommer det os, at argumentet – at der ikke længere skulle være efterspørgsel på det til rådighed stående antal vuggestuepladser, hvorfor en nedlæggelse af en eller flere vuggestuer skulle være nødvendig – klinger meget hult, når det sammenholdes med, at vi fra Pladsanvisningen fik oplyst en forventet ventetid på ca. 1 år på en vuggestueplads. Desuden forlyder det fra de øvrige forældre i vuggestuen, fra forældrene i mødregruppen og fra andre, vi kender i byen, at man altid tilbydes en dagplejeplads først, fordi der ikke er plads i vuggestuerne! Hvorfor i alverden lukke noget, der faktisk er en stor efterspørgsel på?

    I må ikke lukke vores vuggestue!

    Med venlig hilsen
    Johannes og Signe Irminger

  53. Mikael Rasmussen Says:

    Opråb til politikerne i Svendborg kommune

    Vi må trække på alle, der vil Sydfyn noget godt. Samtlige lokalpolitikere, folketingsmedlemmer fra Sydfyn og folketingskandidater må på banen nu. Skårup Seminarium lukkes. 206 års historie kan ikke bruges mere, begrundelsen er dårlig økonomi. Der er mange, der hele tiden har sagt at sammenslutningen med det mundrette navn, ”University College Lillebælt”, var en dårlig ide. Og vi er også mange, der ikke for alvor er overrasket over denne kedelige udvikling. Ligesom det ikke er specielt overraskende, at det lige netop blev det fynske yderområde, der tabte kampen om overlevelse. Der er en tendens til, at de fynske områder taber kampene i Region Syddanmark. Tænk bare på placeringen af reginos-hovedkvarteret og den forestående lukning af skadestuen i Svendborg. Udefra set virker det som om Sydfyns interesser, heller ikke er blevet tilgodeset af bestyrelsen for Skårup Seminarium.

    Reformen af læreruddannelsen gjorde det desuden stort set umuligt for Skårup Seminarium at udbyde de linjefag, de studerende ønskede sig. Derfor kan vi også sende en del af ansvaret for denne lukning til Christiansborg. Husk det kære medborgere på Sydfyn, når vi nu næste gang skal sætte vores kryds til folketingsvalget.

    Det er en katastrofe for Sydfyn at seminariet lukker. Det er det fordi, at uddannelsessteder netop er en af de få muligheder, for at bevare de unge i nærområdet. Og selvom det opfattes så mærkeligt at have lyst til at bo i provinsen, at der er lavet et tv-program på tv2 om dette mærkelige fænomen, ja så er der altså nogle, der har lyst til at blive boende i yderområderne. Hvis uddannelsesinstitutionerne forsvinder, så forsvinder den mulighed. Udover det så er der jo også arbejdspladser i en sådan institution.

    Vi skal have politikerne og alle andre på banen fordi, det nu er tid til at handle. Vi må kæmpe for at opretholde liv og udvikling i vores område, der ingen andre, der gør det for os.

    For Skårup Seminariums vedkommende er det desværre nok for sent, vi har for lang tid siden afleveret beslutningsretten ved nogle andre, og det er svært at se beslutningen blive omgjort. Politikerne skal sikre at afviklingen kommer til at foregå på en fornuftig måde for de studerende og de ansatte.

    Men det der bliver politikernes virkelige udfordring, er at få en anden uddannelsesinstitution til området, ja måske ligefrem til de samme lokaler i Skårup. Det kunne være en underafdeling af Syddansk Universitet, eller hvad ved jeg. Noget skal der i hvert fald ske, og vi må selv gøre det, der er ingen andre der gør det.

  54. Henning og Tina Says:

    Bevar Holbøllsminde!!

    Da vi i juni måned 2009 fik besked om at vores datter havde fået plads i Holbøllsminde vuggestue, kunne vi næsten ikke få armene ned. Vi følte os så heldige, det var lige det vi ønskede os; et mindre, lidt anderledes sted med helt fantastiske udeområder. Og muligheden for at kunne fortsætte i børnehaven med bare 23 børn, var bestemt også afgørende da vi ønskede pladsen.
    For hvor henne finder vi det i dag, i Svendborg? Det hele bliver snart samlet i store centrale institutioner, og alt hvad der er lidt anderledes, lidt skævt… har lidt personlighed, ja det bliver bare lukket ned!!

    Vores datter har virkelig indtaget sin vuggestue, det er helt tydeligt at det er hendes og her hun hører til, så vi blev ret overraskede og kede af det, da vi i mandags kunne læse, om en mulig lukning af Holbøllsminde vuggestue, da var det underkæben vi næsten ikke kunne samle op!!

    Vi er ovenud tilfredse med vuggestuen, der er en god atmosfære, et faglig dygtigt personale, som er engageret og nærværende med børnene.
    Børnene er glade, de trives og udfordres…Der er ingen tomme pladser og mange står i kø for at få næste ledige plads, så det giver slet ingen mening at lukke netop den vuggestue.

    Og tilbage til det særprægede, det anderledes; Når du står på Holbøllsmindes fantastiske udeareal og kigger rundt, så er der albuerum, der er grønt, der er natur, der er træer, bakker, bålsteder, boldbane og ja, egen skov - hvis ikke det kalder på børneliv, hvad gør så?
    Og tager I først beslutningen om at lukke vuggestuen har jeg bange anelser om at børnehaven bliver den næste som skal lukke!!

    Så kære politikkere, når i sætter jer til mødet i morgen, skal i virkelg have med i jeres overvejelser at Holbøllsminde er et helt særligt sted med grubund for et fantastisk børneliv. I har plantet en vuggestue med 13 børn og 4 voksne som trives aldeles godt og bør have muligheden for at fortsætte den gode udvikling. I tager 13 børn og deres familier og river tæppet væk under fødderne på os. Børnenes gode og trygge hverdag forsvinder og de udsættes for et skift som efter vores mening slet ikke er velbegrundet!! Mellem linierne handler det her sandsynligvis om at skære antallet af vuggestuepladser ned, for at opnormere antallet at dagplejere, som for kommunen er en billigere løsning?

    Det er ikke bare en bunke papirer i flytter fra et skrivebord til et andet, det er rent faktisk små mennesker som er afhængig af forudsigelighed og tryghed, her giver ord, budgetter og besparelser ingen mening!

    Vi opfordrer på det kraftigste til ikke at tage nogle forhastede beslutninger. Ta istedet en tur til Holbøllsminde og se og mærk efter hvad i er ved at lukke ned.

    Vi krydser fingre og håber at Holbøllsminde vuggestue vil bestå mange år endnu. Hvorfor lukke noget så godt, som kun lige er begyndt?

    Henning og Tina, forældre til Alma på 14 mdr. - Holbøllsminde Vuggestue

  55. Tina Says:

    Kære Politikkere i Børne og Unge udvalget!

    Brug hoved og mærk med hjeretet - Bevar Holbøllsminde Vuggestue! og læs indlæg 54 under Frit Forum.

    VH Tina

  56. Mette Norup Says:

    Kære Børn og Unge udvalg.

    I vil lukke Holbøllsminde vuggestue og det er for mig, som forældre i Holbøllsminde Børnehus og som borger i Svendborg Kommune, fuldstændig uforståeligt.

    Holbøllsminde vuggestue er et fantastisk sted. Jeg har nu mit andet barn gående i vuggestuen og kunne ikke ønske mig et bedre sted for mine børn. Nok er pavillonen stillet op som en midlertidig løsning, men det ikke den indstilling personalet har haft til stedet.
    Sjældent har jeg oplevet så engageret og kvalificeret en personalegruppe, på nogen arbejdsplads, som i Holbøllsminde vuggestue. De har lagt kærlighed og kræfter i at bygge stedet op. De har skabt trygge, hyggelige og kærlige rammer for vores børn. De er fagligt og menneskeligt meget kompetente og de fylder vores børns hverdag med leg og læring, udvikling og udfordring, omsorg og nærvær.
    Personalet har en meget stor del af æren for, at Holbøllsminde vuggestues børnegruppe er så homogen og velfungerende som den er. En børnegruppe hvor man lærer respekt for hinanden, leger på kryds og tværs og altid er parat til at byde nye børn velkommen.
    Vuggestuen er en del af Holbøllsminde Børnehus og vuggestuebørnene interagerer dagligt med børnehavebørnene til glæde for alle. Børnehavebørnene passer på de små og vuggestuebørnene har nogle at se op til.
    Og udearealerne, dem må jeg ikke glemme. Vuggestuen har sin egen lille velfungerende legeplads, men benytter sig også af Børnehusets udearealer, som må være landets mest unikke og fantastiske legeplads – skov, boldbane, bålplads, sand, huler, huse, gynger, frugttræer og bærbuske, alt hvad hjertet kan begærer når man er barn (og voksen).
    Jo, Holbøllsminde vuggestue (og Børnehus) er en sand perle.
    Det er børnenes sted, det er personalets sted og det er forældrenes sted. Og for os er det ikke midlertidigt. Det er vores dejlige virkelighed og vores trygge hverdag, og det vil i nu tage fra os.

    Generelt forstår jeg godt, at hvis antallet af de 0-2-årige er markant og støt faldende, så skal pavillonerne afvikles, da de er midlertidige løsninger. Men at lukke pavilloner med den ene hånd og opnormere antallet af dagplejepladser med den anden, er for mig et udtryk for, at der fortsat er behov for de pladser, som pavillonerne repræsenterer.
    Der er ingen forældre i Holbøllsminde vuggestue, som havde foretrukket en dagplejeplads frem for en plads i Holbøllsminde vuggestue. Og der er rigtig mange af de forældre, som har et barn på ventelisten (for sådan én er der rent faktisk) til Holbøllsminde vuggestue, som har stedet som deres 1. prioritet.
    Så dagplejepladser frem for vuggestuer kan for mig, som forælder, kun forstås som en økonomisk beslutning. Jeg forstår, at i som politikere har en forpligtelse til at få økonomien til at hænge sammen. Men i har også en forpligtelse til at lytte til forældrene, til personalet, til børnene. Til os hvis stemmer i repræsenterer.
    Lyt til os! Så kan i træffe jeres beslutning om Holbøllsminde vuggestues fremtid på den baggrund?

    Og når der nu rent faktisk er behov for vuggestuepladserne, hvorfor så ikke tænke langsigtet? Hvorfor ikke bygge en vuggestue i forlængelse af Holbøllsminde børnehave? Ja, det vil være dyrt, men det vil godt nok også være et statement om, at Svendborg kommune vil ”det gode børneliv” og de ressourcestærke familier – et statement som vil øge bosætningen i kommunen frem for flugten væk fra den. Og lad så alle ressourcerne komme andre til gode: En stor integreret institution i Holbøllsminde Børnehus’ fantastiske omgivelser vil kunne skabe forudsætning for en opnormering af børnetallet i institutionen. Det vil være et sted som kunne aflaste de mere belastede institutioner i området. Det vil være et sted, som fortsat vil bestå som den perle det er i dag.

    Hav mod når i går til udvalgsmøde i dag: Tænk visionært!

    Mette Norup, mor til Kalla og Villum i Holbøllsminde Børnehus

  57. Forældre til børn i Holbøllsminde Børnehus frygter lukning Says:

    [...] børn i Holbøllsminde Børnehus givet deres mening til kende på svendborgbloggen.dk på siden Frit Forum, som efterhånden er blevet et flittigt brugt debat-forum på nettet i det sydfynske. Her et [...]

  58. Dorte Ottesen og Roy Guldberg Says:

    STOR fejl at lukke vuggestuen i Holbøllsminde Børnehus.
    At kommunen vil lukke vores fantastiske vuggestue med et helt fantastisk personale giver ingen mening hos de forældre, som har et vuggestuebarn.
    At vuggestuen åbnede i 2007 er virkelig det bedste, der er sket i nordre bydels kvarter i lang tid. Tænk, at der findes så dejlig en grøn plet så tæt på byen. Et helt fantastisk udeareal er der ved Holbøllsminde med masser af plads til både børnehave- og vuggestuebørn. En drøm for et barn at lege der.
    I nordre bydel er vi i forvejen desværre vant til, at beslutningerne vedr. Nordre Skole har trukket i langdrag, så hvorfor pludselig dette hastværk med at lukke vores dejlige vuggestue? Vi ønsker også en god betjening vedr. vores børns behov.
    Vi har både et børnehavebarn og et vuggestuebarn i Holbøllsminde Børnehus. Det har været en super løsning på vores pasningsbehov, at begge børn kan afleveres samme sted. Det har lettet vores hverdag meget.
    Det er synd og skam, at man vil lukke en så velfungerende vuggestue. Håber politikerne vil tage dette til efterretning. Tænk på børnene!
    Dorte og Roy, forældre til Johan og Peter i Holbøllsminde Børnehus

  59. pernille ørberg Says:

    bevar vores vuggestue
    vores datter startede i holbøllsminde vuggestue og hvilken vuggestue, den varme modtagelse, et super dygtigt personale der gør alt for at vores datter og de andre 12 børn føler sig godt tilpas, vi afleverer et barn der hver morgen står og vinker med smil og er tryg. vi er forældre der kører derfra om morgen og er ovenud lykkelige for at de i holbøllsminde vuggestue kan give vores datter de betingelser for leg, læring, trivsel der skal til for at skabe et helt lille menneske, der skal videre ud i verden. Vi henter en pige hver eftermiddag der har oplevet både fysisk, i de dejlige omgivelser der omgiver både vuggestue og børnehave, og psykisk i det nærvær og kærlige miljø hun er i omgivet af et vidunderligt personale der brænder for deres lille vuggestue, børn, forældre og hinanden. Vores datter skal snart videre i børnehaven og vi er så ovenud lykkelige for at være en del af holbøllsminde da det betyder så meget for vores datters trivsel, men vi har også en lillesøster der gerne skulle kunne overtage storesøsters vuggestueplads og hvor er det med sorg dybt inde, at skulle læse og høre at det nok ikke kan lade sig gøre. at man vælger at lukke denne vidunderlige vuggestue hvor børn, forældre og personale fungerer så godt… sende 13 børn og deres forældre ud i andre institutioner/dagplejer (og ikke dermed sagt at andre instituitioner/dagplejer er dårlige) hvor de skal starte op igen. bryde op med deres trygge hverdag de kender. og for vores vedkommende kommer det i værste fald til at betyde at vi skal bruge morgenen og eftermiddagen på at aflevere og hente vores børn tre forskellige steder, for derefter selv at skulle på arbejde. jeg og min mand står tilbage med et eneste ønske at bevare de små vidunderlige steder der fungerer så godt. bevar vores datters vuggestue. Ved også at der fra flere forældre med små børn, er et stort ønske om at komme ind i vuggestuen og videre i børnehaven da holbøllsminde kan byde på de mest fantastiske omgivelser og et vidunderligt personale.
    venlig hilsen pernille ørberg mor til Laura og Agnete (som også gerne skulle opleve Holbøllsminde vuggestue)

  60. Signe og Johannes Says:

    Super idé med en permanent vuggestue ved Holbøllsminde! Kan vi som forældre gøre noget for at det bliver virkelighed? Vi føler os lidt magtesløse og ville gerne kunne gøre noget…

  61. Annette, mor til Asta Says:

    Bevar Holbøllsminde
    Hvorfor lukke en attraktiv vuggestue med venteliste?? Hvis det er for at fylde op i vuggestuer med børnemangel, så ville det da være mere indlysende at undersøger hvorfor der er ledige pladser.

    Og hvad med at undersøge, hvilken type pasning forældrene egentlig ønsker?
    Det må da være efterspørgsel og dermed udbud, der gælder. Når vi forældre ønsker flere vuggestuepladser, og ikke dagpleje, må det da være dén vej vi skal.

    Jeg betaler (med glæde) mange penge for at få passet mit barn i en vuggestue. Jeg ønsker på ingen måde en dagpleje. Jeg ønsker at mit barn har mere end én voksen i sin hverdag, for børn handler det også om personlig kemi i mellem mennesker, og jeg ønsker heller ikke at hun skal i gæstepleje ved sygdom plus de 6 ugers ferie.

    Holbøllsminde er en fantastisk institution med et helt enestående udeområde, som de bruger hver eneste dag.

  62. Mette Norup Says:

    Kære politikere i Børn og Unge udvalget.

    Læser i denne blog?

    Vi er tydeligvis mange forældre, som er frustrerede over jeres beslutning om at lukke vuggestue pavillonerne uden at tilbyde os gode alternativer. Vi har brug for, at I går i dialog med os! Magtesløsheden er til at tage og føle på hos mange forældre rundt om i kommunen, fordi vi føler, at I ignorerer vores opråb.
    Det er vores stemmer i repræsenterer, så vil I ikke godt lytte til os?

    I den sammenhængende Børn og Ungepolitik for Svendborg Kommune 2007-2012 tegner I et fremtidsbillede af Svendborg Kommune med “Borgeren i centrum”. Men hvordan placerer man nogen i centrum, som man ikke gider lytte til? I tegner et billede af en kommune som skal have fokus på “det gode børneliv” og på en Børn og Ungepolitik baseret på værdier til gavn for kommunens børn, unge og deres familier. Men i handler lige modsat! I tegner et billede af en kommune, hvor medarbejderne føler sig værdsat og anerkendt. Men jeg ved, at det meget kompetente personale, som arbejder i mit barns vuggestuepavillon, hverken føler sig værdsat eller anerkendt af Børn og Unge politikerne i Svendborg. Så langt fra!
    Ord virker så billige, når I kan fører visionær værdipolitik på papiret, men i virkeligheden tager reaktionære og visionsløse politiske beslutninger. For det er sådan vi borgere, som er berørt af jeres afgørelse, føler det! Vi forstår ikke Hvorfor? Og forståelsen bliver ikke større af, at I politikere ikke er til stede i debatten, at I ikke reagerer på vores bekymringer og frustrationer.

    Så nu må i godt melde jer på banen og komme os borgere i møde. Også selvom I ikke sidder i byrådet efter nytår.

    Vi glæder os til at høre fra jer.

    Venlig hilsen Mette Norup

  63. Tina Says:

    Til politikerne i Børne og Unge Udvalget!

    Juleferien rinder ud og hverdagen melder sig igen og det gør bekymringerne om vores datters vuggestue, DESVÆRRE, også!

    Hollbølsminde Vuggestue skal udfases i løbet af 2010 hvis det står til Jer!! En risiko vi hørte om en mandag og den efterfølgende onsdag havde I taget beslutningen - hurtig proces.
    Men helt ærligt så mangler vi en god og fyldetsgørende begrundelse og ikke mindst nogle klare svar vi kan forholde os til - og her må I gerne gøre ligeså hurtig proces. For vores skyld, børnenes skyld og personalets skyld.
    Allerhelst vil vi gerne i dialog med Jer, men hvordan? Jer som i tiden op til kommunalvalget, nok så flot gik til valg med løftet om “Børn på 1. klasse” .
    Jer som nu vil lukke velfungerende vuggestuer, til fordel for flere dagplejepladser - det er Jer vi gerne vil i dialog med.

    For det er stadig ikke til at fatte at I vil lukke noget så godt, som Hollbølsminde Vuggestue. I bør fortsat tage imod opfordringen om at tage på besøg og se og mærke hvad I er ved at lukke ned - det er nemlig, 1. klasse!!!

    Vi er kede af det, bekymrede og frustrerede. Håber meget snart at høre fra Jer.

    Venlig Hilsen Henning og Tina (forældre til Alma)

  64. Lisbeth Refbjerg Says:

    Topidealet af en integreret institution ligger i Holbøllsminde. Enhver politiker der vil prale af sin by, vil fremhæve Holbøllsminde Børnehus som det perfekte sted for børn. Hvis de altså kender stedet!
    Kære politikere, kom ud og mød institutionen der råder over et meget stort udenomsareal + tilhørende skov - her er masser af plads og muligheder for rigtig gode permanente løsninger for vuggestue, børnehave og klubbørn.
    Derfor er Holbøllsminde også et eftertragtet sted og har altid børn på venteliste. Mange forældre fra alle kanter af kommunen vælger Holbøllsminde pga af de indlysende fordele institionen rummer.

    Det er en skandale at lukke først vuggestuen, og dermed gøre den resterende børnehave til en udsat, lille institution, som igen kan risikere at blive lukningstruet. Så kom ud og mød os og se hvilke perspektiver stedet rummer.

    Hilsen Lisbeth Refbjerg Rasmussen
    Forælder og nabo til Holbøllsminde

  65. Ulla Brohave & Søren Kvistgaard Says:

    Vi er helt enige med skribenterne ovenfor om Svendborg Kommunes helt uforståelige planer om at lukke vuggestuen i Holbøllsminde Børnehus - nu mangler vi blot en reaktion fra de ansvarlige politikere i kommunens udvalg for børn og unge. Men mon ikke den reaktion kommer i form af et ja tak til Holbøllsminde-forældregruppens invitation til en rundvisning på Holbøllsminde?

    Ærgeligt er det, at et ønske om en kortsigtet økonomisk besparelse betyder, at en yderst velfungerende vuggestue i et unikt, børnevenligt naturområde midt i nordre bydel må lukke. For hvor lang tid tager det ikke at bygge en godt sammentømret personalegruppe op igen, når behovet for flere vuggestuepladser igen melder sig? Og hvad vil det ikke koste at genetablere de pladser, udvalget for børn og unge nu planlægger at nedlægge?

    Vores opfordring til de ansvarlige politikere i udvalget for børn og unge er: Mød op til den rundvisning, vi har inviteret jer til. Bliv inspireret af de smukke omgivelser og af den hyggelige, livsglade, varme, velfungerende vuggestue til at gen-tænke jeres mildt sagt beklagelige beslutning om at score en formodentlig minimal økonomisk besparelse her & nu.

    Holbøllsminde vuggestue er et unikt åndehul for vores unger, vi afleverer dem glade og tilfredse hver morgen i bevidstheden om, at de er i gode hænder, at de bliver udfordret dagen lang, og at de har adgang til smuk, sydfynsk natur - lige uden for døren. En lukning vil være en skamplet for Svendborg kommunes politikere - tænk jer nu om!

    Venlig hilsen

    Ulla Brohave / Søren Kvistgaard

  66. pernille og martin ørberg Says:

    vi kan kun støtte om omkring der der bliver skrevet omkring vores helt unikke holbøllsminde børnehus som vi kæmper for. og Vi kæmper for et sted der er helt specielt. byg dog en vuggestue på grunden og der er da bestemt plads til denne udbygning, og der er stor efterspørgsel på holbøllsminde så den vil ikke komme til at mangle børn. Vi håber at I læser alle indlæg på denne blog og tager dem med i jeres overvejelser omkring at lukke vuggestuen ned. og at vi bliver ved med at kæmpe for denne skønne plet i svendborg og som vi håber at børn fremover også får glæden af at opleve.
    hilsen pernille og martin forældre til Laura

  67. Tina Says:

    kære Børne & Unge udvalg!
    Vi har ind til videre holdt en meget sober tone, været positive og opfordret til dialog og besøg i Holbøllsminde Vuggestue - gentagende gange! I har modtaget brev fra forældregruppen og kviteret for modtagelse og vil afvente resultatet at endnu en analyse af børnetallene, det er sådan set det hele!

    Jeg er simpelthen nødt til at sige at jeg er meget skuffet og fortvivlet - et besøg i vuggestuen og en dialog med os forældre ville være på sin plads. Og tiden går venner, der er ikke tid til at vente på en analyse. Afviklingen er i fuld gang, første personale rejser allerede 1. feb.

    Som tingene står nu, er det jo helt tydeligt at Svendborgs yngste borgere blot er et nr. i rækken. I er ligeglade med hvad vi forældre mener, tænker og håber. Det er for Jer blot et spørgsmål om økonomi, men hvad med pædagogisk kvalitet?

    Kom nu på banen, gi’ os en melding og tag nu imod vores invitation. I vil ved selvsyn kunne se at Holbøllsminde Børnehus også fremover skal have en vuggestue.

    Holbøllsminde Børnehus er et særligt sted - Bevar vores vuggestue!

    Hilsen Tina, forælder i Holbøllsminde Vuggestue

  68. Hanne Klit Says:

    Til forældregruppen Holbøllsminde Vuggestue

    Nedenstående svar vedrørende den midlertidige pavillonløsning Holbøllsminde Vuggestue er sendt til Martin Ørberg, som har henvendt sig til mig vedrøende lukning af vuggestuepavillonen. Svaret er sendt den 7. januar 2010.

    Kære Martin Laust Ørberg/forældregruppe i Holbøllsminde Vuggestue.

    Tak for Jeres henvendelse.

    Som lovet følger jeg op på Jeres henvendelse af 5.1.2010 efter drøftelse i Udvalget for Børn og Unge den 6.1.2010.

    Vuggestuepavillonen i Holbøllsminde har siden dens etablering udelukkende fungeret som en midlertidig, kortsigtet løsning, som bl.a. indebar tidsbegrænsede dispensationer for iværksættelse.

    Den kommende lukning af pavillonen er således helt i tråd med den oprindelige beslutning både i udvalg og byråd og de begrænsninger, der var forbundet hermed.

    Jeg har noteret mig de anbefalinger I har tilkendegivet vedr. eventuel etablering af en permanent vuggestueløsning i Holbøllsminde.

    Hertil kan jeg oplyse, at vi har iværksat en benchmarking-analyse af dagpasningsområdet med henblik på at få et overblik over dagpasningsområdets muligheder og begrænsninger.

    Resultatet af analysen vil forelægge i løbet af 2010.

    13. januar 2010
    Til ovenstående kan jeg tilføje, at jeg for kort tid siden har besøgt Holbøllsminde sammen med den tidligere udvalgsformand og kender institutionen og dens kvaliteter. Det er et dejligt sted, men det ændrer ikke beslutningen om at vuggestuepavillonen er en midlertidig kortsigtet løsning.

    Pavillonløsningerne blev etableret som en kortsigtet løsning for at afhjælpe et meget stort behov for pladser i dagpasningen.
    Da pavillonerne blev etableret, blev det udtrykkelig gjort med et politisk løfte om, at de var midlertidige, for mange forældre og medarbejdere var bekymrede over pavillonløsningerne, som man mente var af en ringere kvalitet. Men de midlertidige pavillonløsninger, var nødvendige for at kommunen kunne opfylde forpligtelsen om pasningsgaranti.

    Nu viser børnetallet et fald, og det skal vi handle på som ansvarlige politikere. Faldet betyder, at det indenfor en afgrænset tidsperiode er muligt at afvikle de midlertidige pavillonløsninger, sådan som det blev lovet i den politiske beslutning i både udvalg og byråd.

    Venlig hilsen
    Hanne Klit
    Fmd. for udvalget for Børn og Unge

  69. Signe og Johannes Says:

    Kære Hanne Klit!

    Tak for, at du endelig svarer! Vi er selvsagt uenige i dine konklusioner, hvilket skal belyses i det efterfølgende, men det er dog noget, at der nu ikke blot er tavshed!

    Når man forringer et tilbud - og det gælder vist de fleste steder i livet - vil det logiske være, at man forringer der, hvor det generer færrest muligt - dvs., hvor søgningen til tilbuddet er mindst, og hvor det økonomisk giver en fordel. Ingen af de to kriterier er opfyldt for så vidt angår Holbølsminde Vuggustues lukning! Som det fremgår af denne blog og af den lange venteliste til Holbøllsminde Vuggestue generer I faktisk ganske mange borgere, og der er ikke - gentager IKKE - noget økonomisk incitament til at lukke denne pavillion! Faktisk genererer vuggestuen overskud (!) til Nordkaperen, men hvordan kan det nu være, når der - iflg. jeres beslutningsgrundlag for lukning af pavillionerne - er ledige pladser, faldende børnetal etc.? Det er nok, fordi lige præcis Holbøllsminde Vuggestue udgør en unik institution, hvortil der er stor søgning og derfor lang venteliste (jeg ved godt, der nu ikke længere er det - man har nemlig allerede nedlagt ventelisten).

    Tillad mig at fremhæve udvalgsreferatet fra Børn- og Ungeudvalgsmødet d. 9/12:

    “Udvalget besluttede på mødet den 28.10.2009 at have øget fokus på rekruttering og anvendelse af dagpleje med henblik på en bedre balance i visitationen til hhv. dagpleje og vuggestue.

    Dette element understøtter yderligere afviklingen af vuggestuepavilloner, idet en evt. øget efterspørgsel efter pladser søges effektueret via dagplejepladser.

    Fordelingen af vuggestuepladser og dagplejepladser, der er aftalt for 2010, er hhv. 41% (502 pladser) og 56% (696 pladser).”

    I referatet tales altså om en ‘bedre balance’ mellem dagpleje og vuggestue - bl.a. ved at en ØGET EFTERSPØRGSEL skal kanaliseres over i dagpleje! Hvis man gerne vil have sit barn i en vuggestue og altså have faguddannet personale til at varetage pasningen og den udviklingsmæssige stimulering af ens barn, er det således ikke Svendborg kommune, man skal bosætte sig i!

    Mon børne/unge-udvalget er villige til at lægge tal for søgningen til henholdsvis dagpleje og vuggestue (dvs. hvad forældre har som 1. prioritet) ud på denne blog? Det kunne være interessant at se, om søgningen til de to forskellige tilbud er i overensstemmelse med den fordeling af pladser, som kommunen fremover tilstræber.

    Det faktum, at pavillionerne oprindeligt var tænkt som midlertidige løsninger, er ikke noget argument for at øge antallet af dagplejepladser - og når nu en midlertidig løsning har vist sig at være en helt fantastisk løsning, er selve midlertidigheden heller ikke et godt argument for lukningen! Børne/unge-udvalgets fokus burde være på kvaliteten i pasningstilbudet og ikke på noget andet!

    Venlig hilsen
    Signe og Johannes

  70. Søren Kvistgaard Says:

    Kære Hanne Klit,
    tak for dit svar på de mange indlæg imod jeres planlagte nedlæggelse af vuggestuen i Holbøllsminde Børnehus. Dit svar rammer problemet lige på sømmet: At politikerne i Svendborg Kommune prioriterer kortsigtede økonomiske besparelser højere end vores børns trivsel - hvilket er i klar modstrid med kommunens ønske om at fremstå børne- og familievenlig.

    Og I lytter tilsyneladende overhovedet ikke til forældreguppens argumenter imod en nedlæggelse:

    - Der er venteliste til vuggestuen (indtil I nedlagde ventelisten)
    - Der er tale om en ekstremt velfungerende institution, med et engageret, omsorgsfuldt personale, der i løbet af den tid, institutionen har eksisteret, har arbejdet hårdt for at skabe resultater inden for børnepasning, Udvalget for Børn & Unge kun kan være stolte af.
    - at hvad vuggestuen er bygget af (mursten eller træ) er fuldstændigt underordnet. Kernen i problemet er, at I er godt i gang med at afvikle en genuin succes for en kortsigtet, økonomisk gevinst. Til skade for vores unger, og til skade for Nordkaperen som helhed.

    Du skriver, at “Nu viser børnetallet et fald, og det skal vi handle på som ansvarlige politikere. Faldet betyder, at det indenfor en afgrænset tidsperiode er muligt at afvikle de midlertidige pavillonløsninger, sådan som det blev lovet i den politiske beslutning i både udvalg og byråd.”

    Ja - det er uden tvivl MULIGT - men er det også ØNSKVÆRDIGT, og i tråd med kommunens ambitioner på børne- og ungeområdet? Nej, vel? Fokusér på de institutioner, der har overkapacitet, men pil ikke ved de instutioner, der fungerer. Det giver da langt mere mening end at - som I gør i øjeblikket - anvende grønthøsteren på de vuggestuer, der er bygget i træ. En noget vilkårlig tilgang til besparelser!

    Og beslutningen om at lægge dagplejen i hænderne på u-uddannet personale i små, private enheder er begrædelig - jeg kan ganske enkelt ikke forstå, hvordan I kan forsvare dette, set i lyset af kommunens ønske om at fremstå (men måske ikke være?) børnevenlig. Det vil glæde mig, hvis du vil kommentere på dette.

    Venlig hilsen

    Søren Kvistgaard
    Forælder i Holbøllsminde vuggestue.

  71. Signe og Johannes Says:

    Følgende er klippet på P4 Fyns hjemmeside:
    “Svendborg truet af konkurs

    11. feb. 2010 14.13 Svendborg
    Der trækker sorte skyer ind over Svendborgs økonomi.
    Faktisk er kommunen på vej mod konkurs, og der skal ifølge borgmester Curt Sørensen (S) sættes ind med drastiske midler, hvis kursen mod økonomisk ruin skal stoppes.

    - Vi skal igennem en hestekur for at få rettet økonomien op, siger Curt Sørensen til Fyns Amts Avis.

    Kuren består af et delvist ansættelsesstop i administrationen, nye nedskæringer hvor det kan lade sig gøre og drifts- og anlægsudgifter vil blive fastfrosset. Hvis det økonomiske genopretning slår fejl, risikerer Svendborg Kommune at blive sat under administration af Indenrigsministeriet.”

    Nyvalgt borgmester Curt Sørensen har udtalt, at han mener, man skal forsøge sig med målrettede besparelser frem for ‘grønthøsteren’ - måtte den forståelse brede sig, så man ikke lukker institutioner med henvisning til, hvilket materiale de er bygget af!

    Vi skal altså tilsyneladende igennem millionbesparelser, men alligevel vil Børn og Ungeudvalgets formand, Hanne Klit, ikke genoverveje en usaglig beslutning truffet i hast af et tidligere udvalg om at lukke den velfungerende overskudsforretning Holbøllsminde Vuggestue.

    Det er uforståeligt, hvis beslutningen om lukning fastholdes: Lukningen er dyr, mens den står på, overskuddet fra vuggestuen forsvinder og for at sætte prikken over i’et skal der antageligvis også ansættes nyt dagplejepersonale (det fremgår af udvalgets eget referat af mødet før jul, at der skal ske en øget visitation til dagpleje), hvilket øger udgifterne yderligere.

    Hvis økonomien skal reddes, kunne man starte med at bevare indtægtskilderne!

    Med venlig hilsen
    Signe og Johannes Irminger

  72. Annette Lyder Hansen Says:

    Hvor er Svendborg på vej hen? Det er efterhånden gået op for alle, at kommunen skal spare, og det vil altid gøre ondt. Men men men, at lukke de områder der giver overskud, er det ikke vejen ned? Er det måske dét de kloge kalder for omvendt psykologi? Eller bare omvendt økonomi …

  73. Hans Nørgaard Says:

    Ja, der kan gå lang tid, Kiel fremstod jo som redningsplanken. Han må da kunne overtale borgmesteren? Før valget kunne de jo det hele, eller er der noget jeg har misforstået?

  74. Marianne Hansen Says:

    Jeg undrer mig….
    Man har i Svendborg kommune en masse fine visioner og ideer til udbyggelse af fysiske tiltag, man har snakket multihal, Trafikterminal o.s.v., men jeg tænker at disse tiltag bliver på bekostning af vores børn. Jeg undre mig over, at man som politiker kan vælge døde ting frem for vores fremtidige borgere. Det kan ende med, at det bliver rigtig dyrt for Svendborg kommune, at man ikke giver børnene optimale opvækstvilkår. Så er der nogen politikere der vil sige, jamen vi skal også tiltrække nye borgere til kommunen, ja, men har i prøvet at spørge nuværende og kommende borgere hvad de ville prioritere????

  75. Lars B. Jensen Says:

    Til Borgmesteren og byrådet

    Spørgsmål til magthaverne i Svendborg kommune:

    Hvad er planen med Svendborg kommune’s økonomi og fremtidige udvikling?

    Jeg er forvirret over de “signaler” der udsendes fra Borgmesteren og byrådet.

    Byrådets “visionstur” til Middelfart er jo nærmest grotest, når medarbejder i Svendborg kommune betragter turen som et personalegode (læst i FAA). Dette “personalegode”, som er givet af en forretning der mildest talt er på r…., siger en del om den aktuelle ledelses kompetancer. Med den økonomiske indgangsvinkel er der vist behov for lidt selvransagelse og udlicitering.
    Jeg er nød til at lufte mit harme over udgifterne til denne tur. Lidt firkantet svarer det man kunne kalde UNØDVENDIGE UDGIFTER til lønnen til en SOSU-assistent i et 1/2 år.
    Disponeringen af midlerne i kommunen kan kun give grund til bekymring,

    Svendborg havns fremtid er stadig uafklaret. Hele havne området incl Frederiksøen er attraktive områder som fortjener nogle klare rammer for videre udvikling.
    Jeg vil opfordre byrådet til at deltage i debatten på “mitsvendborg” om havnens og Frederiksøens udviklingsmuligheder, således at Svendborgs borgere kan få nogle brugbare områder i nær fremtid. .

  76. Anne Says:

    Svendborg kommunes oplæg omh besparelse i Dagtilbudsområdet vil skade Kommunen på længere sigt !

    Vi er et ressourcestærkt par, som har valgt at flytte til Svendborg kommune grundet de betingelser der blev givet til børn for år tilbage. Nu lægges der op til endnu en besparelse!
    De gentagne besparelser vil munde ud i at vi - og mange andre med kræfter og økonomi til det - flytter!

    Kommunen vil stå tilbage med halvhjertet dagtilbud, der reelt set kun tilbyder opbevaring af børn/unge. Opbevaring fremfor pædagogik af Svendborgs børn og unge kan på ingen måde gavne kommunen. Det er på tide at tænke langsigtet !
    Det er i børne og ungdomsårerne mennesker skabes. Det er vores ansvar som voksne, at sørge for at Svendborg kommunes børn/ unge får de bedste muligheder for at blive sociale og handlekraftige mennesker. At spare på dette område vil kun give bagslag!

    Jeg er ærgelig og ked af det. Håber min blog vil blive læst og taget til efterretning.

    Anne

  77. Tina Rasmussen Says:

    NEJ TIL FLERE BESPARELSER PÅ BØRN- OG UNGEOMRÅDET!!!

    Nu er grænsen nået, I kan ikke skære længere ind til benet. De besparelser der bliver lagt op til, gir kuldegysninger!

    Som forælder føler jeg mig utryg og spekulerer over hvordan hverdagen skal hænge sammen i min datters vuggestue. Med ydereligere besparelser bliver grundlaget så spinket og sårbart at den mindste ujævnhed vil vælte hele læsset! Og situationen er ved at være så tilspidset at vi kan stille spørgsmåltegn ved om det er ansvarligt og om det overhovedet er muligt at leve op til dagtilbudsloven?

    Mindre tid til mit barn sammen med en voksen
    Ydereligere besparelser i vikarbudgettet
    Ingen mulighed for morgen - og eftermiddagsmad
    Egenfinasering af bleer…

    Det er blot nogle af konsekvenserne!

    Det er ikke på gulvet blandt børn og pædagoger i skal udmynte besparelserne! Det er ikke her der har været overforbrug, tvært imod! I må kigge højere op i strukturen.

    Tina, mor til Alma på 20 mdr.

  78. Karen, mor til Emil på 3 år og Anna på 3½ mdr. Says:

    Jeg var sammen med min søn til Spare-Sankt Hans bål i går tirsdag foran rådhuset. Der var taler, der satte tankerne igang om fremtiden for vores små poder i Svendborg - en farfar og en far havde bl.a. ordet og de ramte lige plet - lige som Annes blog (se ovenstående).

    Jeg håber så bare på, at politikerne også lytter til budskabet om, at vores børn ikke kan være tjent med at blive passet af voksne, der reelt ikke har tid til at lytte, lege, finde på og udvikle osv. Men nu er det selvfølgelig ikke nok, at vores sang i går nåede politikernes ører, der skal også handles! I skulle jo ikke gerne om 5 år kunne sige: “Vi skulle nok ikke have sparet på børneområdet, det kan vi se nu, hvor der skal sættes ekstra ind på skoleområdet”. Så hjælper det ikke at være bagklog. Så har I forpasset chancen for de 0-6-årige, der bliver berørt af besparelserne i denne omgang - mine børn og mange andres!!!!

  79. Trine Kirketerp Struve Says:

    Chokerende fredagsoplevelse og tanker der deraf fulgte.

    Igår da Byskolens børn netop var sendt på sommerferie og hele Skolegade, Bagergade, Krøyers Have og Teatergade myldrede med børn der var kåde over sommerferiens start, så kommer en slags Pick Up kørende med ca. 60-65 km/t fra Centrumpladsen forbi Byskolen. En anden bil er på vej i adstadigt tempo ud fra Bagergade. Et sammenstød er uundgåeligt og PickUp’en rammes og vender rundt på taget og rammer lygtepælen der adskiller kørebanerne.
    Rigtigt mange børn blev vidne til denne ulykke der gudskelov vist nok kun kostede føreren lidt skrammer? Alle var selvfølgelig meget chokerede.

    Jeg har tænkt hele aftenen på den oplevelse. Derburde være en eller to TYDELIGE forgængerovergange foran Byskolen og ovre ved Bycentret/Hotel Svendborg/Sparekassen krydset. Her ved ingen hvem der skal holde for hvem og fodgængere i alle aldre er meget udsatte.
    Hele området er en trafikal katastrofe og sikkerheden er i bund.
    Hvilket fredagens episode er et tydeligt bevis på.
    Det var et rent lykketræf at ingen børn blev ramt bilen fra Centrumpladsen.

    Hvis man ikke indretter by rummet, så det er sikkert og egnet til at der ligger en skole i midtbyen og 400 børn har deres daglige gang i området - så er det måske sikrere at lukke Byskolen, og lave den til parkeringshus.

    Dette er selvfølgelig ironisk - men jeg forundres over at bilerne er så afsindigt højt prioriteret. De byer der vælger et bilfrit centrum oplever en helt anden og mere levende by kultur og jeg forundres over at man sætter de forretningsdrivendes interesser over atmosfæren, særegenheden og sikkerheden i by rummet.
    Det skal siges at jeg selv driver virksomhed i Møllergade. Et centralt placeret underjordisk parkeringshus, eks. under Rådhusets P plads ville dække mine og mine kunders behov.
    Jeg tror ikke mange ville brokke sig over at skulle spadsere et lille stykke gennem et smukt, atmosfærefyldt, arkitektonisk gennemtænkt og
    ikke mindst SIKKERT byrum.

    Det var tankerne der fulgte gårsdagens skræmmende oplevelse.

    Trine Kirketerp Struve
    - forundret borger

Skriv en kommentar